Anmeldelse: Yrsa Sigurdardottir - Kulde

Forfatteren til Kulde, har valgt det helt perfekte navn til sin bog. Jeg læste den i bagende varme under Italiens sol og alligevel fornemmede jeg tydeligt den isnende kulde der prægede bogen hele vejen igennem. Jo... det er vinter og temmelig koldt i Island på det tidspunkt bogen foregår, men det er ikke dén form for kulde man mærker imens man læser.

Vi møder alenefaren Odin, som forsøger at få en dagligdag op at køre, sammen med sin 11 årige datter Rún, som for nyligt har mistet sin mor ved en tragisk ulykke. 

Samtidig bliver han i forbindelse med sit job, sat til at undersøge omstændighederne omkring døgninstitutionen Krókur. I starten af 1970'erne, var det et sted, man sendte småkriminelle drenge hen, hvis de ikke var gamle nok til fængsel. Stedet blev drevet af et ægtepar, som ikke nærede nogen varme følelser for noget som helst. 

Hele bogen køres som to sideløbende historier. Den ene i nutiden hvor vi er med Odin i alle hans daglige gøremål. Vi følger hans tanker omkring datteren og hans forsøg på, at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang på Krókur hvor to drenge omkom i en bil. Samtidig er han i tvivl om, hvorvidt datterens mor, døde ved en ulykke og hvem der i så fald var involveret. 

Den anden historie foregår tilbage i 1974, hvor vi følger tjenestepigen Aldís i hendes liv på døgninstitutionen. Hun forsøger at finde sig selv i et miljø, der mildest taget er lige så koldt som det års iskolde vinter. 

Et lidt anderledes lille twist, er at vi faktisk starter med slutningen. Vi ved derfor allerede fra de første sider, at det her ikke er en bog der ender godt. Vi ved bare ikke hvordan det kom så vidt, hvilket var én af de ting der drev mig igennem bogen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvorfor og om det virkelig kunne passe, at det skulle ende så tragisk. Det skulle vise sig, at ende endnu mere tragisk end først antaget og efterlod mig med endnu en kuldegysning i kroppen og en masse tanker. 

Kulde er ingen krimi, men har derimod fået betegnelsen spændingsroman. Der foregår da heller intet politimæssigt opklaringsarbejde eller noget vildt plot, men derimod er hele bogen præget af en kold uhygge og følelsen af, at blive kigget over skulderen. Odins følelse af, at være ved at blive skør, er nem at følge, for man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at nu sker der et eller andet frygteligt.

Der er intet hyggeligt ved den her bog og der er ingen happy ending. Det er en bog der kører på følelser og det gør den virkelig godt! 4 krimiperler til Kulde fra mig. 

Anmeldelse: Simon Toyne - Tårnet

Tårnet er 3. del i det der kaldes Ruin-trilogien. Den har været længe under vejs og jeg har glædet mig til den mindst lige så længe, for de første to i serien - Sanctus og Nøglen, var begge super gode. 

Desværre skulle det vise sig, at Tårnet var noget sværere at komme igang med. Jeg startede på den og stoppede for at læse en anden bog. Startede på den igen og havde virkelig svært ved at blive hængende ved den. Den var ganske enkelt langtrukket og kedelig og der var mange spring imellem personer og steder. Jeg havde lyst til at lukke bogen og droppe alt om den, men min nysgerrighed efter en afslutning på trilogien, var for stor. Jeg tænkte, at den da for dælen måtte blive bedre, når de to første var så gode, så jeg tvang mig selv til at hænge ved. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for selvom jeg skulle næsten 200!! sider ind i bogen før den blev spændende, så var den alligevel ventetiden værd. Spændingen kom, men ikke i samme kaliber som i de to første, men jeg fik min afslutning og jeg fik endda også tudet en lille smule hen imod slutningen.. :) 

Tårnet begynder med, at en astronomiproffessor forsvinder sporløst og nogen har destrueret alt på hans computer. Samtidig er et nedtællingssystem af en art sat igang, men ingen ved hvad det betyder. Det er i denne forbindelse, vi møder den unge Shepard, som tidligere har studeret stjernerne og rummet, men som nu er ansat ved FBI og bliver sat på sin første sag, sammen med den erfarne Franklin. Franklin gennemskuer hurtigt, at Shepherd har en hemmelighed, men Shepard holder kortene tæt til kroppen. 

Liv og Gabriel er kommet væk fra hinanden og Gabriel er blevet ramt af den dødbringende pest, som har ramt størstedelen af beboerne i byen Ruin. Han bliver bragt ind i citadellet sammen med de andre syge og døende, hvilket bringer en stor del af de tilbageværende munke, til at trække sig langt ind i bjerget og nægte at hjælpe til. En af dem, får kendskab til en profeti, som spår, at en djævel forklædt som engel, vil ankomme til citadellet. Han er overbevist om, at det er Gabriel og så tager galskaben ellers fart! 

Samtidig befinder Liv sig midt i ørkenen og det eneste hun ønsker, er at blive genforenet med Gabriel. Der sker imidlertid ting og sager i ørkenen, og folk har brug for hende for at overleve. 

Sanctus var den mest realistiske af de tre bøger, Nøglen en smule mere overnaturlig og i Tårnet topper det. På den anden side skal man nok passe lidt på med at kalde det overnaturligt, da jeg er sikker på, der findes folk derude, som tror fuldt og fast på, at den slags ting kunne ske... eller vil ske. Verden er fuld af konspirationsteorier og dette er en af dem :) 

Jeg er glad for, at jeg holdt ved og fik afslutningen på serien med, så hvis du allerede har læst de to første, så hold ud og ha tålmodighed og få slutningen med. Det betaler sig synes jeg. Meget krimi er det ikke lige, men spændende er den bestemt. 

Jeg vakler lidt mellem to og tre krimiperler, men lander på to, da bogen trods alt var lidt for længe om at komme ordentligt igang. Det er synd for en ellers helt okay bog. 

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Den niende grav

På min sommerferie i Italien sidste år, var der flere dage hvor min familie havde svært ved at komme i kontakt med mig. Jeg var fuldstændig og aldeles opslugt af Stefan Ahnhems debutkrimi ”Offer uden ansigt”. Jeg havde ingen forventninger til den da jeg gik igang, men den slog fuldstændig benene væk under mig. Af den grund, har jeg ventet ekstremt utålmodigt på næste del i serien om Fabian Risk og Dunja Hougaard.

”Den kan godt blive svær at leve op til, den her...” tænkte jeg, men lad mig med det samme slå fast, at jeg ingenlunde blev skuffet!

Stefan Ahnhem har skrevet endnu en suverænt god krimi, som hele vejen igennem holder et højt tempo og et spændingsniveau som gjorde mig næsten forpustet. Opklaringsarbejdet er igang hele tiden og brutale mord er der ikke sparet på. Alle er de beskrevet ned til mindste detalje og selvom jeg synes den slags beskrivelser er fantastiske, så må jeg tilstå, at jeg indimellem lå på grænsen til kvalme... men på den fede måde.. som i jeg er stadig vanvittigt begejstret-måden. Den niende grav er skruet sammen med masser af snørklerier og forfatteren beviser tydeligt at han ikke hopper over hvor gærdet er lavest og napper de nemme løsninger. Her er tingene tænkt grundigt igennem. Kun en enkelt ting driller mig en lille smule – hvordan får gerningsmanden slæbt alle sine ofre rundt rent fysisk og det helt uden at gøre sig det mindste bemærket? Det er så en af de ting man ikke skal spekulere så meget over og kan man se bort fra det, så betyder det intet for historien.

Jeg åbnede Den niende grav, uden at have læst et eneste ord om handlingen. Sådan kan jeg godt li det og derfor vil jeg heller ikke afsløre for meget for jer her. Jeg vil dog sige, at et af de gennemgående emner i bogen, er kærlighed. Jeg ved ikke om det er meningen, at vi til sidst skal kunne forstå og føle sympati med morderen i bogen fordi vedkommende handler i kærlighed og udfra noget helt utilgiveligt, som er tilstødt dennes elskede. Sympatien ramte ikke mig – ikke sådan rigtigt i hvert fald. For mig at se, er morderen helt syg i hovedet og sympatien ligger hos ofrene, selvom de heller ikke har handlet efter god moral. Så har jeg vist ikke sagt for meget :)

Flere gange undervejs, overvejede jeg, at lukke bogen og udsætte læsningen, alene af den grund, at jeg ikke ønskede den skulle slutte. Mon ikke Stefan Ahnhem for alvor har fået sit navn og sit forfatterskab slået fast med denne bog? Jeg tror det!! Jeg er allerede igang med at glæde mig til bog nr. 3 :)

Selvom Den niende grav, er 2. del i serien, så foregår den tidmæssigt 6 måneder før dens forgænger. Den kan altså med fordel læses først, uden at det gør noget!! 

 

Billedet er taget på Krimimessen i Horsens 2015 :)

Du kan også følge Frk. Tines krimitanker på Facebook :)