Pyh altså, sikke en bog. Da sidste side var vendt, sad jeg
tilbage med en forfærdelig masse følelser i kroppen. Glæde over en helt
fantastisk historie, overrasket over en slutning jeg ikke havde set komme og
samtidig også en følelse af tristhed over alle de skæbnesvangre hændelser der
overgår størstedelen af persongalleriet.
En lille dreng meldes savnet, da han ikke møder op i skole
og sfo. Der er ikke mange spor at gå efter, men da der findes blod og drengens
jakke dukker op, peger tingene i den triste retning. Drengens Instagramprofil,
viser sig at være yderst interessant. Den indeholder udelukkende billeder af
genstande, som ligner ansigter. Pareidolia, hedder fænomenet, som er er en
psykologisk måde at opfatte genstande på, så de omdannes til at ligne ansigter.
Et typisk billede er smileyer, som i bund og grund bare er tegn, der til
sammen, får menneskehjernen til at se et ansigt ➜ :-)
Det kan også være stikkontakter, tøjknager,
porte osv. Tingene er ikke altid som først antaget. To og to giver ikke altid
fire.
Heloise går igennem lidt af en livskrise, efter hun mistede
sin far i forrige bog, Ligblomsten. Hun er ikke så involveret i mysteriet denne
gang, men hun blander sig dog alligevel tilpas meget. Jeg synes godt det kan
blive utroværdigt, når journalister begynder at opklare mere mord end politiet,
så på den måde er det helt fint at det er Schäfer der får lov at være den der
har bukserne på i selve politiarbejdet.
Jeg er vild med både Schäfer, Heloise og alle de andre
bipersoner der er med. Jeg forstår ikke Heloise i store dele af bogen – bliver ligefrem
lidt vred på hende over visse handlinger, men hun mister ikke troværdigheden og
hun bliver heldigvis reddet på målstregen. Næsten da😊
Begge er de hovedpersoner, som jeg glæder mig til at følge.
Normalt er jeg ikke nogen hurtiglæser, men denne her fløj
jeg simpelthen igennem. Den er spændende fra start til slut og jeg kunne næsten
ikke stoppe når jeg først var i gang. Glædede mig til at læse videre når jeg
var stoppet. Men hvad er det så der gør Mercedes-snittet så fantastisk? Den har
ikke en masse blod, ej heller bunker af lig. Den har ikke en udspekuleret
overintelligent morder, som ved alt, finder alle. Til gengæld så har den et par
stærke seje hovedpersoner, den har så meget dybde og giver så meget stof til
eftertanke, at jeg jævnligt sad med en klump i halsen. Den har elementer af
noget – i mine øjne – virkelig interessant læring, som er tilsat i de helt
rette doser. Jeg fik lyst til at kigge på flere pareidoliabilleder og jeg fik
en viden omkring smil, som jeg allerede har draget nytte af. Jeg elsker den
slags. Yderligere giver den læseren masser af muligheder for at gætte med på
hvordan plottet er skruet sammen. Sproget er nutidigt og flyder let og lækkert.
Overordnet set, er alt bare let og lækkert ved Mercedes-snittet.
Anne Mette Hancock, kan noget helt særligt! Fuld perleplade fra mig 💯
