Anmeldelse: Becky Masterman - Route 66-morderen

Det er ved at være et stykke tid siden jeg læste denne bog og alligevel er det en af dem jeg stadig kan huske ret tydeligt.

Route 66-morderen, er meget anderledes end andre krimier jeg har læst. For det første, er hovedpersonen en 59-årig pensioneret FBI-agent, som tilfældigt (eller måske knapt så tilfældigt?) bliver rodet ind i en mordsag. Mordet ser ud til at være blevet begået af en seriemorder, som pensionisten Brigid Quinn var med til at jage, i sin tid hos FBI. En sag som forblev uopklaret, hvor morderen stadig er på fri fod og hvor liget af en FBI agent aldrig er blevet fundet. Brigid kæmper en svær kamp for at opretholde en pensionisttilværelse sammen med sin kæreste Carlo. Samtidig forsøger hun at skjule for ham hvem hun er og hvem hun har været. Det er ikke helt nemt, når agenten i hende sidder temmelig dybt. Da der dukker en mand op som kender til hemmelige oplysninger og som tilbyder at vise dem hvor liget af FBI-agenten er gemt, vågner vreden i Brigid.

Lyder det lidt tørt, at hovedpersonen er en 59-årig kvindelig pensionist? Det er det ingenlunde. Det står hurtigt klart og tydeligt, at denne pensionist ikke er helt almindelig. Hun er totalt sej og ikke på sådan en lidt kunstig måde, som man måske kunne forestille sig. Hun er beskrevet så fint og ægte, at man temmelig hurtigt får sympati for hende, på trods af de lidt vanvittige ting hun foretager sig. Hendes tanker og følelser bunder dybt og hun bærer hele bogen alene uden andre nævneværdige hovedpersoner. Bogen er skrevet i jeg-form, hvilket også er med til at give følelsen af et godt kendskab til hende. Jeg elsker sproget den er skrevet i og Brigids selvironi er fantastisk. Personligt er jeg solgt og glæder mig til flere bøger med Brigid Quinn.

Der er ikke noget hurtigt tempo i Route 66-morderen. Alligevel mangler den ikke spænding overhovedet og der er da heller ikke sparet på detaljerne omkring lig og gerningssteder.

Anmeldelse: A.S.A. Harrison - Den tavse kvinde

På forsiden af Den tavse kvinde, står der, at bogen er dette års ”Gone Girl” – bare bedre. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke har læst Gone girl. Jeg har kun set filmen og den var jeg ret vild med. Ud fra den beskrivelse, var jeg sikker på at bogen var en krimi, men det viste den sig ikke at være. Heller ikke rigtigt en psykologisk thrilller, men under alle omstændigheder psykologisk og bestemt et bekendstskab værd.

Umiddelbart synes jeg ikke Den tavse kvinde og Gone girl har ret meget til fælles ud over at de begge har deres omdrejningspunkt omkring et ægteskab som ikke helt kører på skinner.

I Den tavse kvinde, møder vi Todd og Jodi, som har levet sammen i 20 år. De har aldrig giftet sig, for Jodi kunne ikke se nogen grund til det, ligesom hun heller ikke ønskede at få børn. Todd har sit eget firma, hvor han opkøber ejendomme, sætter dem i stand og sælger dem igen. Jodi arbejder på deltid som psykoterapeut. Parret lever et stille og roligt liv, hvis man ser bort fra Todds utroskab, som Jodi vælger at se igennem fingre med. Sådan kører deres liv, indtil den dag, hvor Todd møder en kvinde, som er anderledes end alle de andre sidespring han har. Jodi er den tavse kvinde – hun forholder sig tavst til, at hverdagen ramler omkring hende. Til at begynde med, opfattede jeg hende lidt som en kold fisk, men hen ad vejen får vi afdækket hendes baggrund og forstår bedre hvorfor hun reagerer som hun gør. Bedst som vi tror vi kender hendes handlemønster, så foretager hun lige en temmelig uventet handling, som kom ret meget bag på mig. Og så måske alligevel ikke når jeg tænkere nærmere over det. Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at hendes valg i livet, ender med at bide hende i røven.

Bogen er en smule langsom til tider, men den tager fart undervejs og tilsidst måtte jeg bare læse og læse for at finde ud af hvad der videre skete.

Inden jeg gik igang med bogen, havde jeg læst, at den allerede har solgt filmrettighederne til ingen ringere end Nicole Kidman. Med det i tankerne, så jeg hele tiden for mig hvordan den kunne filmatiseres til at blive en rigtig thriller og det tror jeg faktisk den har et godt potentiale til trods alt.

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Kirurgen

Jeg siger det bare lige med det samme. Jeg har fået en ny forfatter på min absolutte topliste. Jeg er fan af Tess Gerritsen. Kirurgen lægger hårdt ud allerede fra første side, hvor vi får morderens kyniske tanker serveret . Herfra kører det bare derudaf med masser af uhygge. Der er ingen pauser i det høje tempo ligesom der heller ikke holdes pauser i den snigende gru der præger hele bogen.

I Kirurgen møder vi første gang kriminalassisterne Thomas Moore og Jane Rizzoli. De står overfor, at skulle opklare et brutalt mord, hvor morderen skærer livmoderen ud på sine ofre og herfter skærer halsen over på dem og lader dem drukne i deres eget blod. Flere år tidligere, var en morder på spil med nøjagtigt det samme MO, men denne morder blev skudt af et af sine ofre. Hvorfra kender denne nye morder de præcise detaljer, som aldrig er blevet offentliggjort og hvordan kan det være, at han nu igen jager den overlevende kvinde, som skød og dræbte morderen fra dengang?

Hovedpersonerne Moore og Rizzoli er vidt forskellige. Moore er sympatisk, varm og rar. Rizzoli er sur og mandehadsk og jeg brød mig egentlig ikke særlig meget om hendes personlighed. Alligevel vinder hun på sin helt egen måde. Den overlevende kvinde, Dr. Cathrine Cordell, spiller også en ret stor rolle i bogen og hendes person er også en man har lyst til at følge.

Der er langt mellem bøger som denne. Krimier der giver en konstant gysen i hele kroppen, et højt tempo og et plot der ikke er til at regne ud. Kirurgen er støvsuget for tilfældigheder og der er en snørklet men meningsfuld, forklaring på alt hvad der sker. Er du til forfattere som Chris Carter, Cody McFadyen og Donato Carrisi – kan du som mig ikke få det blodigt og uhyggeligt nok, så er jeg sikker på, at denne bog vil være noget for dig. Jeg kan ikke få armene ned igen, i min begejstring over Kirurgen!!

Behøver jeg at nævne, at Kirurgen får 5 kæmpe krimiperler :)