Anmeldelse: Pernille Boelskov - Granitgraven

Granitgraven er på en eller anden måde en anderledes krimi. Den omhandler, som jeg ser det, mere kærlighed og fordyber sig i søgen efter slægtninge, end den er et egentligt krimimysterie. Alligevel formår forfatteren, at lægge en kold og uhyggelig hånd hen over hele historien, så jeg som læser, sad med en konstant følelse af krybende uhygge og at ingen af de mennesker Agnethe omgås, er til at stole på.

Granitgraven foregår på solskinsøen Bornholm. Her følger vi Agnethe Bohn, som er præst og lige flyttet til Bornholm, hvor hun også oprindeligt kommer fra. Inden hun er kommet rigtigt i gang, bliver hun kontaktet af en ung russisk mand, som leder efter sin bedstefar. Få dage efter deres møde, bliver manden imidlertid fundet dræbt og selvom politiet forklarer det som en del af et narkoopgør, så er Agnethe af en anden opfattelse og hun går selv i gang med at finde russerens familie. Undervejs støder hun på en masse forskellige typer mennesker, men hvem kan hun egentlig stole på?

Jeg synes rigtig godt om præsten Agnethe Bohn. Hun er beskrevet med så meget følelse, at hun hurtigt gik rent ind. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at irritere mig en lille smule over hende. Hun virker på en måde så svag og usikker og det klæder hende ikke. På den anden side er det præcist dét der gør hende så levende og heldigvis mander hun sig da også op og giver igen, hen ad vejen :)

Sideløbende med historien, følger vi med i en dagbog, skrevet af Agnethes bedstefar under 2. verdenskrig. Som sådan, har den egentlig ikke nogen betydning for bogen, men det er spændende og lærerigt og jeg bøjer hovedet i skam over, at jeg ikke vidste, at Bornholm var besat næsten et helt år længere end resten af Danmark. Pyyyw, jeg skulle vist ha fulgt bedre med i historietimerne!!

Granitgraven er en rigtig fin bog. Den har lidt af det hele. Til tider synes jeg det bliver en smule langtrukket med den søgen og samtaler med de samme personer flere gange. Den gennemgående følelse af, at nogen vil Agnethe noget ondt og muligvis snart falder hende i ryggen, overskygger det dog til dels. Bogen har et pace der gør, at man ligesom bare flyver igennem den. Generelt synes jeg bare sådan noget med kirker, menigheder og stærk tro, er en smule uhyggeligt i sig selv.

Agnethe tumler med problemer i familien, hvilket er den egentlige årsag til, at hun er vendt tilbage til Bornholm. Dem bliver der ikke løst meget op for i Granitgraven, så mon ikke der kommer endnu en bog i serien og Agnethe Bohn? Det vil jeg glæde mig til :)

For at følge med på Facebook - klik H E R :)

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Rosy og John

Rosy og John, er 4. del i Pierre Lemaitres serie om Camille Verhoeven. Selvom der står bagpå, at det er en kort spændingsroman, så vil jeg mene, at den nærmere kan betegnes som en kriminovelle. For at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad forskellen er, men den her er bare temmelig kort J

En bombe sprænger midt i Paris. På mirakuløst vis, er der ingen der mister livet, men ødelæggelserne er massive. Kort tid efter, melder en ung mand sig selv og der er ikke meget tvivl om, at det virkelig er ham der er gerningsmanden. Han påstår, at have lagt 7 bomber rundt om i Paris. Èn bombe om dagen de næste 7 dage eller indtil politiet efterkommer hans krav. Næste bombe er placeret under en børnehave, siger han. Politiets specialstyrke, forsøger at presse ud af ham hvor bomberne er gemt, men den unge mand holder stejlt på sit. Camille Verhoeven, har hele tiden en fornemmelse af, at noget ikke stemmer.  Kort tid efter, sprænger endnu en bombe!!

Jeg har det sådan lidt blandet med den her bog. På den ene side, synes jeg egentlig ikke der skete noget særligt undervejs. Jeg savnede spænding og uhygge og synes lidt at handlingen blev for ”pæn”, hvis man kan sige det sådan. Det hele tager dog en uventet drejning til sidst og det var denne drejning der gjorde, at jeg blev ved at tænke over bogen bagefter. Sproget er anderledes end de bøger jeg plejer at læse. I Frankrig bruger man åbenbart stadig betegnelsen De, når man taler til andre mennesker. Bogen er bygget op af korte sætninger og selvom det egentlig forstyrrede min læsning en smule, så synes jeg samtidig det er fint, at læse noget anderledes og blive rykket lidt ud af min comfort zone engang imellem.

Har du læst de forrige tre bøger i serien, Iréne, Alex og Camille, så må du nok også have den her med. Personligt har jeg kun læst Alex, men synes stadig den her er en fin og tankevækkende lille historie. Dog ikke en jeg ikke kunne have været foruden.

Vil du også være med på Facebook?

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Dansende Røde Bjørne

Dansende bjørne er bog nr. 2 i serien om Roland Triel og hans kollegaer hos Københavns politi. Den foregår umiddelbart efter Løbende Tjener. Udover en ny mordgåde der skal opklares, kører den sideløbende historie om mordet på Triels kone, stadig i denne bog.

Vi starter hårdt ud med en drønspændende prolog, som omhandler skolepigen Julie. Vi følger hende i hendes opvågnen i en mørk kælder og hendes møde med, hvad der ved første øjekast, ligner et vildt dyr. Julie findes kort tid efter dræbt, voldtaget og hængt op til offentlig skue på en legeplads. Og så tager det fart med opklaringsarbejdet og generelt er der fuld fart over feltet i denne bog.

Roland Triel bliver fortsat provokeret af, hvad der må formodes at være hans kones morder. Vedkommende opsøger ham personligt og leverer endnu et kort fra børnespillet, men først for sent finder Triel ud af, at han har set morderen i øjnene. Faktisk er det denne del af historien, jeg synes er allermest interessant. Jeg havde håbet, at vi fik afklaring i Dansende røde Bjørne, men desværre må det vente til næste bog. Forhåbentlig. Så kan den vist ikke trækkes mere i langdrag, men det handler nok også lidt om, at min nysgerrighed kommer på alvorlig prøve. Jeg har en idé om hvordan det hænger sammen, så jeg glæder mig til afsløringen :)

Apropos langdrag. Dennis Jürgensen skriver forrygende med en god portion humor blandet med alt spændingen. Desværre synes jeg sagtens denne bog kunne være kogt lidt ned. Hen imod slutningen bliver der for meget ligegyldig info og hvad jeg mest vil betegne som fyld og jeg tog mig selv i, bare at hoppe hurtigt hen over siderne, uden at jeg følte, at jeg glip af noget. Yderligere var der ting, der var lige tilfældige nok, som fx at det var Mias fars hus der havde været indbrud i osv. Men med det sagt, så er det her en virkelig god bog og en af den slags, der hurtigt er læst, fordi siderne mere eller mindre vender sig selv – lige bortset fra slutningen altså :)

Jeg ville ønske, at bog 3 allerede lå klar. 4 store krimiperler herfra!

For at følge mig på Facebook - klik H E R :)

Anmeldelse: Harlan Coben - Seks år

Jeg stiftede bekendstskab med Harlan Coben, for første gang i min sommerferie i år. Det var et dejligt bekendtskab, så forventningerne var høje til denne bog. Jeg kan sige lige med det samme, at jeg ikke blev skuffet!

I ”Seks år”, møder vi universitetslærer Jacob Fisher. Historien starter ved hans ekskærestes bryllup med en anden mand. Jake er stadig dybt forelsket i Natalie og er overbevist om, at hun føler det samme for ham. Da de tager afsked, beder hun ham imidlertid om, aldrig at kontakte hende igen. Jake har det svært, men holder sit løfte. Han holder det i seks år, lige til den dag hvor han ser hendes mands dødsannonce. Det viser sig snart, at intet er som Jake gik og regnede med. Enken til den afdøde, er ikke Natalie og ingen har tilsyneladende hørt eller set noget til hende, de sidste seks år. Jake sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket, men der er andre der har fået samme idé. Pludselig hænger Jakes liv, i en tynd tråd.

Bogen er skrevet i jeg-form, men den har et lille twist. Den er skrevet, som om hovedpersonen Jake, fortæller historien til os læsere. Han henvender sig direkte til os – kalder os du og fortæller om alt hvad han oplever og hvad han tænker om tingene. Det er skrevet så humoristisk og fint, at jeg gang på gang kom til at smile, midt i alt alvoren. Overordnet set, er det egentlig en temmelig blandet landhandel hvad angår genren i denne bog. Eller genrene skulle jeg nok sige. På den ene side er den som sagt humoristisk og efter min mening, ret genialt skrevet på dét plan. Den har også strejf af at være en kærlighedsroman, da Jacob Fishers kærlighed til Natalie er dyb og kommer til at fylde en del. Sidst men ikke mindst, så er det en krimi og en af den slags der får os læsere til at gætte løs fra start til slut. Det er ikke sådan lige at regne plottet ud og der kommer et par større overraskelser undervejs. Jeg vekslede imellem at smile og være på kanten af stolen af spænding. Konklusionen må være, at jeg stadig ret vild med Harlan Coben.

5 krimiperler får den med :)

Og så lige én gang til for Kong Hans eller Prins Knud eller hvem det nu er... følg meget gerne bloggen på Facebook også :)

Facebookkonkurrence :)

Kan du gætte hvem det er på billedet? Hvis ja, så smut en tur over på facebooksiden og deltag i konkurrencen om vedkommendes nye bog :) 

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Løbende Tjener

Jeg havde godt hørt, at Løbende Tjener skulle være en rigtig god bog. Jeg ved ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at nå til den, men lige nu hvor sidste side er vendt, er jeg på en måde lidt glad for at jeg ventede, for det betyder, at næste bog i serien er udkommet og jeg slipper for at vente et helt år på fortsættelsen.

I Løbende Tjener, møder vi efterforskningslederen Roland Triel. Han skal forsøge, at opklare de yderst makabre mord der bliver begået i byen og som ser ud til at have forbindelse til rigmanden Frans Jessen. Jessen har stor succes med sine designersmykker ”Løbende Tjener”.

For 4 år siden, var Triel udsat for en tragedie, hvor hans kone blev brutalt myrdet og hans dengang 13-årige datter Andrea, blev groft mishandlet. Siden den skæbnesvangre aften, har datteren ikke mælet et ord til nogen. Triel har selvklart, meget svært ved at slippe sagen, som aldrig er blevet opklaret. Midt i opklaringsarbejdet om Løbende Tjener, giver gerningsmanden pludselig lyd fra sig og Triel skal holde tungen lige i munden, for at holde fokus på én sag af gangen.

Den her bog er en af de længere. Hele 490 sider, men ikke en eneste side for lang. Den er en af den slags bøger, der på den ene side fik mig til at overveje at læse langsommere, så den kunne vare længere, men som på den anden side bare skulle læses hurtigst muligt, så mysteriet kunne opklares.

Da jeg var helt ung, læste jeg Dennis Jürgensen. Dengang var jeg meget begejstret, og selvom Løbende Tjener godtnok er en helt anden genre, beviser han klart og tydeligt, at han er lige så god til at skrue en suveræn krimi sammen. Der er dog også en god portion humor midt i alt det makabre, så det har han heldigvis ikke lagt helt på hylden. Jeg er stadig begejstret for Dennis Jürgensen og ingen tvivl om, at jeg lynhurtigt skal igang med næste del i serien, ”Dansende røde bjørne”.

Det her er en af de bedre. Den skal ha 5 krimiperler med på vejen!

Er du på Facebook. Jeg bliver glad hvis du vil følge Frk. Tines Krimitanker dér :)

Anmeldelse: Jo Nesbø - Midnatssol

Jeg er jo sådan set ret vild med Jo Nesbø. Jeg er en af dem, der faktisk synes rigtig godt om ”Blod på sneen”, selvom den er meget anderledes end Harry Hole-serien. Jeg synes sproget var fedt og handlingen tilpas brutal. Jeg havde selvfølgelig glædet mig til den næste uafhængige bog, men jeg må altså desværre være ærlig at sige, at den bare ikke lever op til Nesbøs andre bøger.

Vi møder lejemorderen Jon Hansen, som er på flugt fra sin arbejdsgiver. Jon har haft fingrene for langt nede i kagedåsen og det må siges at være et fatalt fejltrin. Jon ved det – han vidste det allerede da det skete, men sagen virkede skudsikker og Jon havde desperat brug for pengene for at redde et liv. Hvis liv han skulle redde og om han når det i tide, vil jeg ikke afsløre.

Jon ændrer navn og rejser til en lille landsby langt mod nord. Han overnatter i en kirke og her starter historien om hvordan han møder en lille dreng og hans mor. Hvordan han får hjælp af nogle af landsbyens meget troende beboere og hvordan andre forsøger at stikke ham en kæp i hjulet.

Jeg synes der mangler pace og jeg synes der mangler spænding. Jeg er stadig vild med sproget, men udover en scene, hvor Ulf, som han kalder sig, må benytte et yderst klamt og brækfremkaldende skjulested for at redde livet, er der ikke meget der rystede min grundvold i den her historie. Det er lige før, det er mere kærlighedshistorie end det er krimi.

Det gør lidt ondt, men den kan kun få 2 krimiperler

Lidt om læsning og hygge

Godmorgen derude.. 

Jeg har lige en lille time inden jeg skal på arbejde og hvad der tegner til at blive en hektisk dag. Så er det dejligt at begynde dagen på en stille rolig og hyggelig måde.  

Jeg starter på en ny bog idag. En jeg længe gerne har villet læse, men endnu ikke har fundet tid til. 

Måske har nogen lagt mærke til, at der ofte er krus med diverse drikke, på mine billeder. Jeg har en svaghed for fine krus og der findes næsten ikke noget bedre, end at lave en kop etellerandet og så sætte sig godt til rette med en god bog. 

Mon I andre har det på samme måde? 

At jeg starter på en ny bog idag, betyder også, at jeg er færdig med en anden. Nye anmeldelser kommer i løbet af de næste par dage :) 

Rigtig god weekend til alle!! 

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Sekten

På bagsiden af Sekten, står der, at Ravn skal opspore den magtfulde direktør Ferdinand Mesmers søn, Jakob. Det ved vi altså som udgangspunkt og alligevel tog det ca. hundrede år i bogen, før Ravn rent faktisk indvilliger i den her opgave. Allerede første gang han bliver spurgt om han vil tage opgaven, kan vi godt regne ud, at han kommer til at sige ja og alligevel er det trukket i langdrag. Ærgerligt, når man bare kunne gå til sagen og komme til kernen af det, der faktisk er spændende.  

Nå… men Ravn påtager sig jo som sagt sagen om, at finde den forsvundne rigmandssøn. Påskuddet for at finde sønnen lugter lidt fesent synes Ravn, så ud over at lede efter Jakob, begynder han at rode rundt i fortiden. Her ser det heller ikke for godt ud og stille og roligt bliver Ravn fanget ind i en uhyggelig historie om manipulation, tortur og mord. Da jeg gik på HF, for snart virkelig mange år siden, skrev jeg en større opgave om Moon-bevægelsen. Dengang synes jeg det var pænt uhyggeligt, men det må siges at være vand ved siden af det, der forgår i ”Guds udvalgte”, som de hedder i bogen her. Når vi følger med Ravn ind bag murene, er det svært ikke at få lidt ondt i maven.

Så er der historien om Eva, som jeg også synes begynder at blive lidt kedelig. Jeg regner med, det er for at vise os helt præcist HVOR højt Ravn elskede hende, men nu har sagen kørt gennem tre bøger uden at vi er kommet videre, så jeg synes det er på tide at lukke lidt ned for det. Til gengæld har bogen et twist i slutningen, som jeg ikke havde set komme og at Ravn ikke er den store seje superhelt, der klarer alle ærterne, synes jeg egentlig også er ret fedt!

Jeg har det ret blandet med Sekten. På den ene side, så synes jeg den er rigtig fint skrevet og i et sprog så klart, at jeg endnu engang så alle ”scenerne” udspille sig som en indre film. På den anden side, så blev den aldrig sådan rigtig spændende og fik mig kun ud på kanten på det følelsesmæssige plan, pga det der foregår i Guds udvalgte. Den blev simpelthen for langtrukket for mig og jeg savnede noget mere krybende uhygge, så derfor lander den på 3 krimiperler, men dog af den store slags.

BogForum 2015 - dag 1

Så er årets BogForum skudt igang og første dag på messen er slut.

Første dag er altid lidt underlig, da man lige skal gå et par runder og se det hele lidt an. 

Jeg kørte afsted fra Århus tidligt imorges. Med i bilen, havde jeg den fantastiske og søde krimiforfatter, Inger Wolf. Vi fik snakket en hel masse og turen herover føltes ikke så lang. 

Jeg havde lovet mine to ældste døtre, at jeg ville købe den populære youtuber, Kristine Sloths nye bog og forsøge at få en autograf og et billede. "Intet problem", tænkte jeg, "det gør jeg da lige.." Men!! Hold nu k... hvor var der mange andre der havde fået samme idé. Dog var alle de andre teenagere og yngre og de fleste af dem iført bunnyører fra Alvildas forlag. (Kaninen der så gerne ville sove-bogen) Men jeg stillede mig op i kø med alle de unge og der stod jeg så i evigheder. Tilsidst fik jeg hvad jeg kom efter plus mere til. Hun var så sød at indspille en videohilsen til mine piger, så ikke et øje var tørt da den kom på sms hjemme i Århus :) 

Kl. 14 var der afgang til den svenske ambassade, sammen med min bloggerkollega fra Krimifan.dk, Niels. Her skulle der være et krimiarrangement med Ninni Schulman og Camilla Läckberg. Sidstnævnte havde jeg endnu aldrig mødt, så det var ret stort. Jeg mener... Camilla Läckberg - hun er altså lidt noget særligt :) 

Efter de to forfattere var blevet interviewet, var der mad, som bestod af svenske egnsretter, nærmere bestemt fra  Fjällbacka :) 

Der var mange andre dygtige krimiforfattere til stede. Julie Hastrup, Sara Blædel, Helle Vincentz og så Inger Wolf, som iøvrigt havde mig med som sin ledsager. Mega hyggelig aften.

Nu er jeg havnet på Bella Sky Hotel hvor jeg skal bo de næste to nætter. Jeg vil læse lidt inden jeg skal sove. Jeg glæder mig helt vildt til endnu en sjov og begivenhedsrig dag imorgen. 

Anmeldelse: Chris Carter - Jeg er døden

Efter at have læst Chris Carters forrige bog, ”Ondskab”, var jeg sikker på, at den var min Carter-favorit. At nu kunne han helt seriøst næsten ikke blive bedre. Men det kunne han. Der er virkelig virkelig langt imellem bøger jeg sådan for alvor synes er uhyggelige. ”Jeg er døden” er sådan en bog. Jeg var fuldstændig opslugt og de mange korte afsnit gjorde, at jeg bare fortsatte og fortsatte. Jævnligt måtte jeg lige stoppe op imellem kapitlerne og få vejret, lige falde ned igen og sikre mig at der ikke stod en morder bag mig :)

En seriemorder er endnu engang løs i L.A. Hunter er tilbage på sin pind i LAPD, efter at have været udlånt til FBI. Jeg ved, at mange har været spændte på hvor vidt Carlos Garcia er med igen eller om han er out for good. Det vil jeg ikke afsløre her :)

Undervejs følger vi to historier sideløbende og Chris Carter bryder sin egen regel, om ikke at være grum mod børn. Jeg fik helt ondt i maven, for det er ikke småting den stakkels dreng bliver udsat for! Samtidig er vi med hver gang en ny pige skal slås ihjel. Vi følger hende i tiden lige op til mordet når hun møder sin morder og sin skæbne. Herefter ser vi hende ikke før hun bliver fundet efter de mest groteskt udførte mord. Her er det som sædvanlig den store pensel der er i spil, når det kommer til udpensling af detaljerne. Ansigtskød der er slebet af og indvolde der er trukket ud over gulvet, er bare et par af de djævelskheder pigerne er udsat for, men det psykologiske spil lægges der også vægt på. Med en morder der er ekspert i forklædning, er Hunter og hans partner for alvor på dybt vand.

Jeg ved, at den her bog, har voldt Chris Carter store problemer undervejs. Ca. halvvejs med bogen, måtte han kassere størstedelen og starte helt forfra, fordi han ikke selv var tilfreds. Det kunne jeg ikke mærke da jeg læste den, og ”Jeg er døden” en er lige præcis så suverænt spændende som alle hans forrige bøger i serien. Denne gang er der oven i købet skruet en ekstra tand op for gru og uhygge. Den tog min nattesøvn og den tog min fritid. Eneste klagepunkt er, at den er slut og ventetiden på bog 8 synes uendeligt lang… men nedtællingen er begyndt!

Er du på Facebook? Følg meget gerne bloggen der <3

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Et bjerg af løgne

Michael Sander er tilbage og det samme gør sig gældende for Lene Jensen. Eminent makkerpar, hvis det ikke lige var fordi de ikke er et makkerpar i denne bog. Faktisk nærmest det stik modsatte. Michael Sander er ansat af Nobel oil til at finde en USB-nøgle, som er forsvundet i forbindelse med mordet på Nobel Oil’s chefgeolog. Lene, som siden sidst, er blevet forfremmet til vicepolitiinspektør, er sat på sagen for at opklare mordet på chefgeologen. Bogens hovedemne er olieboringer i Grønland og hvor meget folk er villige til at feje ind under gulvtæppet, til fordel for enorme pengesummer. Nobel Oil står for, at lave en af historiens største olieboringer, da chefgeolog Peter Holm, opdager et problem livsfarligt for menneskeheden. Kort tid efter, findes Holm dræbt og alle hans data samt sikkerhedskopieringer er forsvundet.

Der er intet samarbejde imellem Lene og Michael og mest af alt virker det som om de har lyst til at slå hinanden ihjel. Og dog.. der ligger en slags had-kærlighedsforhold og ulmer imellem dem, så selvom de ikke kan tåle synet af hinanden, så passer de alligevel på hinanden.

Jeg synes Lene er blevet hårdere end hun plejer at være, imens Michael tværtimod er blevet mere følsom. Hans søster er psykisk syg og selvmordstruet, men Michael har sat sig for at passe hende og beskytte hende. Flere gange er han opløst i tårer og jeg synes faktisk den lidt mere bløde side klæder ham. Han er sådan en hovedperson, man kommer til at blive en lille smule forelsket i imens man læser.. haha :)

Et bjerg af løgne, er en af den slags bøger der næsten læser sig selv. Den er spændende fra start til slut og det er svært ikke at lade sig rive med. Jeg synes ikke helt den lever op til Trofæ, men på den anden side… der er ikke meget der lever op til Trofæ :) Den har masser af aktion og der er heller ikke sparet på detaljerne, når det kommer til brutale drab og obduktioner! Vupti havner man helt ude på kanten af stolen :)

Har du læst de to første i rækken og kunne li dem, er der ingen tvivl om, at du også skal nappe denne her. Har du endnu de andre til gode, så er mit råd at starte med Trofæ – en af den slags bøger man ikke glemmer! Personligt er jeg ret vild med Steffen Jacobsen! 

Klik her, for at følge mig på Facebook

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Lotus Blues

Jeg havde godt hørt, at Kristina Ohlsson skulle være en fremragende krimiforfatter, men alligevel er Lotus Blues den første bog jeg læser af hende. Det er givetvis en fejl, for jeg kan kun være enig i, at hun skriver super godt.

Bogen starter ud på et hotelværelse, hvor hovedpersonen Martin Benner, har fået en journalist til at møde op og skrive hans historie. Vi er tilbage på hotelværelset et par gange i løbet af historien, hvor de to taler sammen, men resten af bogen er skrevet i jeg-form med Martin som fortæller. Og jeg synes det er intet mindre end fantastisk. Han er arrogant og selvfed. Han har hovedsageligt sine egne behov i højsædet, men alligevel er han en personlighed, som jeg ikke kunne lade vær at synes om. Hen ad vejen, bliver han da også en hel del mere følsom og hele vejen igennem bogen, er man ikke i tvivl om hvor meget, specielt hans adopterede niece, betyder for ham og også ekskæresten Lucy, som han stadig har et temmelig nært forhold til. Det bedste ved det hele er Martins tanker. Jeg elsker alle de der små sidebemærkninger han kommer med og de ting han tænker for sig selv, når han taler med andre. Igen og igen måtte jeg trække på smilebåndet over ham, på trods af at bogens handling på ingen måde er sjov.

Martin Benner er advokat. Han har et firma, som han deler med ekskæresten Lucy. De har som nævnt, stadig et tæt forhold til hinanden. Både venskabeligt og seksuelt. Hen ad vejen, bliver det tydeligt for Martin, at Lucy står ham nærmere rent følelsesmæssigt, end først antaget. En dag dukker en mand op på advokatkontoret. Han mere eller mindre tvinger Martin, til at tage sin søsters sag. Det viser sig at søsteren er død ved selvmord efter at være dømt for fem brutale mord. Hendes bror tror ikke et sekund på hendes skyld og serverer et ikke særlig brugbart bevis for Martin. Denne afviser da også blankt at tage sagen, men som den opmærksomme læser nok har gennemskuet, så kan han ikke holde snitterne fra historien og begynder at grave i fortiden. Snart er han viklet ind i et net af løgne, bedrag og flere mord og Martin er pludselig selv den jagede.

Lotus Blues er 1. del af en miniserie i bare to dele. Der er knald på fra start til slut og det er en af den slags bøger jeg tager med mig rundt og stjæler mig til et par sider hvor og hvornår det kan lade sig gøre. Den slags bøger er der langt imellem for mig. Plottet er skruet både godt og overraskende sammen og alligevel er historien så langtfra afsluttet når sidste side er vendt. 2. del hedder Mios Blues og kommer engang til foråret…. Seriøst?? Foråret…?! Det er eddersparkme lang tid at vente, når man bare vil vide hvordan det ender NUUUUUUU…. :)

Jeg sender 5 krimiperler afsted med Lotus Blues!

B O G B L O G G E R T R Æ F 2015

Lørdag d. 26. september, var der bogbloggertræf i Aalborg. Det var første gang jeg skulle med, så jeg var spændt på at møde andre bogbloggere og på hvad det i det hele taget gik ud på. Hele 42 piger var mødt op!

Vi kom ind i det fint pyntede lokale og allerede dér, var der en fin bookiebag på hver vores stol, sponsoreret af Forlaget Tellerup. På bordene lå fint indpakkede bøger, som vi fik lov at pakke ud som noget af det første. Pakkerne indeholdt bogen Simple Living af Nadia Plesner, som viste sig at være dagens hemmelige gæst.  Hun fortalte os sin meget medrivende og gribende historie om at blive sagsøgt af et stort modefirma på grund af sin tegning, som blev til for at sætte fokus på borgerkrigen i Darfur. Der var helt stille i lokalet imens hun fortalte og jeg er ret sikker på, at mange af os sad med tårer i øjnene undervejs. Vanvittigt spændende beretning og Nadia selv, er sød og har helt utrolig meget udstråling. På baggrund af det hun fortalte, kan jeg kun anbefale at læse hendes bog.

Dagens anden gæst, var horror- og fantasyforfatter Carina Evytt - jeg vil ønske jeg havde husket at spørge, hvordan hun udtaler sit navn :) Hun fortalte om sit forløb som forfatter og om sit skift fra horrorforfatter til fantasyforfatter og endda også børnebogsforfatter. Det var interessant at høre hende fortælle og to af hendes bøger var i den bookiebag fra Tellerup som stod på vores pladser da vi ankom.

Endnu en gæst indfandt sig i løbet af dagen. Det var Rikki fra forlaget DreamLitt. Han medbragte to bøger til os hver, hvoraf den ene kom direkte fra trykken.

Da vi senere havde en debat om forskellige bloggeremner, var det superfint, at have en forlagspersons øjne på emnerne. Jeg blev i hvert fald klogere på forskellige ting, jeg ikke havde været klar over før. Fx har jeg ofte været en smule stresset, for at få læst bøgerne færdige, så jeg er klar til at anmelde dem på udgivelsesdagen. Mig og min hjernerystelse, har indimellem en smule svært ved at følge med, så det var dejligt at høre, at forlagene til dels sætter pris på, at ikke alle anmeldelser ligger klar første dag, så der løbende kommer nye anmeldelser af den pågældende bog og den derved ikke alt for hurtigt ryger i glemmebogen. Under debatten fik vi berørt flere forskellige emner og jeg synes det var både spændende og givende.

Vi mødtes kl. 12 og da klokken nærmede sig 18, var det tid at slutte af. Her toppede arrangørerne lige med at give os hver to poser fyldt med bøger og merchandise sponsoreret af diverse forlag og firmaer. Det var fuldstændig overvældende og helt utroligt så gavmilde de havde været. Nederst på siden, følger en liste over alle sponsorerne og herfra skal lyde et kæmpe TAK!!! Ikke kun til sponsorerne, men også i høj grad til arrangørerne for det flotte flotte arbejde de havde gjort.

Alt i alt, havde jeg en helt fantastisk dejlig dag. Det var en god oplevelse at møde så mange andre bogbloggere, alle med samme passion som mig, om end de fleste var til en lidt anden genre :) 

Jeg glæder mig allerede til næste år!

Desværre glemte jeg at tage billeder, så der er ikke rigtig nogen fra selve dagen. Tilgengæld er der masser af billeder af de fine gaver vi fik :)

Sponsorer:

DreamLitt, EgoLibris, Forlaget Facet, Forlaget Iris, Forlaget Punktum, Gads forlag, Gyldendal, Hr. Ferdinand, Jentas, Lindhardt og Ringhof, Modtryk, Mofibo, Osuma, People's Press, Plusbog, Politikens Forlag, Rosinante & Co., Tellerup, Turbine, Ulven og Uglen

Konkurrencer:

Alvilda, Book Eaters Convention, Kristina Ingerslev, PLusbog, Saxo, Ulven og uglen, Vild med ORD

Diverse:

Auto- og møbelpolstring v. Børge Jensen

Se med her, hvis du har lyst til at kigge indenfor hos de andre bogbloggere som deltog:

Boghunden, Skrivepulten, Andrup's bookshelf, Boghjørnet, Adventures of a booknerd, HappenStancie, Windblown Pages, Alt godt fra skabet, Woman who reads, Trolderier, Bachs bøger, Mit bogunivers, Ruskjærs bøger, Borough of books, Tanker om sproget, Crossing journeys, Bøger på tværs, Læsehest med fantasy, Tanker fra en skæv eksistens, Min forestilling om hvad paradis er, Krimihjerte, Kære dig, Wondrous bibliophile, Læsehesten, Bøgernes labyrinth, Readers wall, The small wonders of life, Mizzepii, Nena Skov, Paperback Castles, Flyv med mig, Buch's books, Bogslottet, Sus's bogblog, Ajnat, Xenia's bogblog.

Hvis du vil følge mig på Facebook bliver jeg glad :)

Anmeldelse: David Lagercrantz - Det der ikke slår os ihjel

Det tog mig lidt lang tid at komme ordentligt i gang med den her. Jeg synes egentlig den var spændende fra start, men det var som om den bare ikke kunne holde mig fanget. Om det skyldtes bogen eller min egen koncentration, vides ikke helt. Under alle omstændigheder, nåede jeg et punkt, hvor jeg alligevel holdt snuden i bogen og havde lyst til at læse i den hver gang jeg havde et ledigt øjeblik.

Der har været meget snak om hvor vidt det er okay, at en anden forfatter skriver videre på Stieg Larssons Millenium-serie. Jeg kan se både for og imod, men sådan overordnet set, så er jeg faktisk ligeglad. Jeg er ikke en af dem der synes Milleniumtrilogien var fantastisk. Jeg slæbte mig igennem de første mange sider af Mænd der hader kvinder, hvorefter den tog fart og blev helt forrygende. De næste to bøger i serien, synes jeg egentlig mest var halvkedelige og lidt langtrukne. Jeg savnede mere af Lisbeths hackerevner og hendes fotografiske hukommelse. Det fik jeg i stedet i Det der ikke slår os ihjel og jeg synes samtidig, at den var mere spændende end dens to forgængere. Om personerne er ramt spot on… sikkert ikke, men jeg bemærkede det ikke. Jeg synes tværtimod bare det var fedt at være i selskab med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander igen.

Denne gang bliver computergeniet Frans Balder myrdet. Hans svært autistiske søn, ser det hele, men hans liv bliver skånet, da morderen kender til hans handicap og vurderer at drengen ikke udgør en fare. Her tager han imidlertid fejl, for drengen, som i øvrigt hedder August, besidder en særlig evne, som kan afsløre morderens identitet. Det varer ikke længe før August er den jagede. Politiet har en læk, hvilket Lisbeth snart finder ud af og hun sætter alt ind på at hjælpe den lille dreng.

Vi får også en hel masse computersnak, for Frans Balder var nået langt i udviklingen af kunstig intelligens. Samtidig var han på sporet af it-kriminalitet på højeste plan og var på sporet af dem der havde hacket sig ind og stjålet nogle af hans opfindelser og solgt dem videre til anden side. Ind imellem bliver det lige teknisk og tungt nok, men ikke noget der på for alvor generede min læsning.

Noget af det jeg savnede i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, var mere om Lisbeths hackerevner og også når hun hævner uskyldige, som er blevet udsat for vold og fornedrelse. Som nævnt tidligere, får vi mere af netop det i denne gang.

Alt i alt, synes jeg det er en god og spændende bog og jeg synes helt klart man skal give den en chance hvis man har læst de forrige tre. Den kan for så vidt også godt læses uafhængigt af de andre, men jeg synes jo altid, at serier bør læses i rækkefølge for at få det fulde udbytte af personernes udvikling osv.

4 krimiperler fortjener den :)

Glem ikke, at du også kan finde mig på Facebook :)

Anmeldelse: Michael Lycke - Vingede kræ

Vingede kræ er en lidt speciel krimi. Den blev udgivet sommeren 2014 i anledning af, at Billund lufthavn fyldte 50 år. Bogen sælges (desværre) kun i Billund lufthavn. Om de ligger inde med flere, ved jeg faktisk heller ikke, men skal du rejse fra Billund lufthavn, så gør dig selv en tjeneste og undersøg om der skulle være flere på lager. Fik jeg nævnt, at det var Billund lufthavn…? haha :) :)

Vi lægger ud i surpriiiise… Billund lufthavn, hvor en ansat får en slem forskrækkelse da hun scanner en kuffert, som tydeligvis indeholder et afskåret menneskehoved. Efterforskningen peger i retning af, at det ikke var helt tilfældigt, at det var netop denne medarbejder, som fandt hovedet. Motivet er hævn og vi skal så langt tilbage i tiden, som 50 år, for at finde ud af, hvad det er der hævnes.

Vingede kræ er en kort bog på kun 200 sider, men den er spændende fra start til slut. Den har et middelhøjt tempo og det er ikke meget tid der spildes på udenomssnak. Det er lige til sagen i bogstaveligste forstand, hvilket jeg sætter pris på. Det er en af den slags bøger, hvor man ikke kan finde ud af om man holder med politiet i deres forsøg på at få ram på en morder, eller om man hellere skal holde med morderen, som har begået et bestialsk og nøje planlagt mord, men som har været udsat for det mest hjerteskærende man kan forestille sig.
Mere vil jeg ikke fortælle og tilbage er kun at sige, at jeg er begejstret og håber der snart er nyt fra Michael Lycke.

Skal du nu ikke ud at rejse sådan lige foreløbig, så vil jeg anbefale dig en anden bog af Michael Lycke, som er særdeles fremragende. Metusalemgenet hedder den og du kan læse min anmeldelse af den lige HeR


Hvis du vil følge min blog på Facebook... :)

Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Det svageste led

Forlagets beskrivelse:

En teenagepige bliver skudt i Nordsjælland. Kort tid efter findes en mandlig førtidspensionist dræbt på Ærø. De to ofre er skudt med samme våben. Senere på sommeren mister en midaldrende, kvindelig sagsbehandler fra Bornholm livet. Ingen kan se, hvad de tre ofre har til fælles. Og hvorfor vil nogen dem til livs? Er der en seriemorder på spil, eller ligger der noget andet bag?

Line Lyng dækker skuddrabene for Regionalavisen Nordsjælland. Gerningsmanden slår til flere gange. Hver gang et nyt sted i landet. Ingen kan vide sig sikker. Line har igen fundet sammen med Jonas. De har fået datteren Frida, og Jonas har været i alkoholbehandling. Men de destruktive mønstre fortsætter, og 41-årige Line må give slip på drømmen om et harmonisk familieliv.

Det svageste led, er 2. del af Lotte Dalgaards serie om journalisten Line Lyng.

Bag på bogen står der, at den blander krimigenren med en kvindes udviklingshistorie. Jeg vil nu mene at det hovedsageligt er udviklingshistorien der fylder og krimidelen der ligesom falder lidt i baggrunden. Jeg synes det er synd, for plottet er egentlig ret fedt og det fortjener at der var blevet gået mere i dybden med mordgåden. Som i første bog i serien (Tvillingesagen), synes jeg der mangler opklaringsarbejde og gennembrud. Der findes ingen spor og hele vejen igennem er politiet på bar bund. Opklaringen og morder, får de, i bogstaveligste forstand, serveret og slutningen af historien ender som én stor morale. Mordene er beskrevet spændende og medrivende. Alligevel er det Line og hendes tanker og følelser omkring kæresten/ekskæresten Jonas, som er altoverskyggende.

For mig, som ikke kan få det uhyggeligt og blodigt nok, så bliver denne bog lige en tand for socialrealistisk. Jeg ved der findes mange derude, som godt kan lide at få masser af følelser med i historien og for dem er denne bog givetvis et hit. Der er gået i dybden med Lines personlighed, som er super godt beskrevet, så jeg hurtigt følte, at jeg kom til at kende hende.

Jeg er lidt ked af, ikke at give den flere perler end to, netop pga beskrivelserne af Line og hendes følelsesliv, men set ud fra mit krimiperspektiv, så kan det ikke blive til flere. 

Har du lyst til at følge bloggen på Facebook?