Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen

Hold k… hvor er det her en god bog! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet lægge den fra mig. Jeg har ferie og vågnede kl. 6.15 for at tisse. I stedet for at gå i seng igen og sove videre, så stod jeg op, lavede kaffe og satte mig til rette i læsestolen.

Pyromanen er en helt ny serie af Inger Wolf. Den er det der hedder en ”Storytel original”, så derfor kan du indtil videre, kun læse (eller lytte) den på enten Mofibo eller Storytel. Serien er i 10 afsnit, som dog ligger i forlængelse af hinanden som en rigtig bog, og den fylder 354 sider.

I Pyromanen møder vi brandefterforsker Klara Larsen og hendes nye makker Sebastian Vinther. Til at begynde med, er Klara ikke tilfreds med at få en makker. Hun er en indesluttet enspænder og arbejder helst alene. Sebastian er et snakkehoved og forstår ikke en hentydning til at skrue ned for de nysgerrige spørgsmål. Klara har en hemmelighed. En der ligger helt tilbage til hendes barndom og noget hun gør alt for at holde skjult. De er et godt par de to og som den kvikke nok kan regne ud, så bliver Klara da også lidt nemmere at have med at gøre, efterhånden som deres samarbejde skrider frem.

Bogen starter med en forfærdelig brand i en families hjem. Vi er med i hovedet på pyromanen, som han sidder i et træ og beundrer sit eget værk og bliver liderlig ved synet. Kvalmende. De to drenge der boede i huset forsvinder og en eftersøgning sættes i gang. Det står snart klart, at der ikke bare er tale om en pyromanbrand, men også en alvorlig forbrydelse. Historien foregår i en lille by nær Herning, og efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, bliver det tydeligt, at der er rigtig mange, som kunne have et motiv.

Personerne er beskrevet meget autentisk og jeg fik et godt indtryk af hvem de er. Der er en del psykologisk indover, så vi kommer en tand dybere og får en forståelse for deres tanker og handlinger. Der er dog dybde nok i vores hovedpersoner, til at de stadig har mere at afsløre og byde på i næste sæson af serien. Mine følelser  blev sat i spil, temmelig mange gange under læsningen.

Det er en af den slags bøger, hvor man som læser, gætter og gætter og forsøger at regne den ud. Jeg havde på ingen måde regnet ud, hvordan det hele hang sammen og spændingen bliver ved, mere eller mindre til sidste side. Da bogen var slut, havde jeg på den ene side en øv-følelse i kroppen over at bogen var slut, for jeg er på ingen måder færdig med Klara og Sebastian. På den anden side følte jeg den dér boblende glædesfølelse, som kun de færreste og allerbedste bøger, giver mig. Jeg synes virkelig den er fuldstændig fremragende og jeg kan ikke anbefale den nok – til alle! 

Jeg har altid ment, at Inger Wolf er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg kan ikke forstå, at hendes navn ikke for længst er slået fast som et af de helt store. Med denne serie, synes jeg, at hun for alvor beviser sin sejhed og jeg håber hun får den opmærksomhed som jeg synes hun fortjener. 

Pyromanen er for vild!

6 kæmpestore flammende krimiperler, får den.

Anmeldelse: Harlan Coben - Giv ikke slip

   

Jeg tror, at jeg så småt, er ved at spore mig ind på, hvad det er for en skrivestil der gør mig ekstra glad når jeg læser. Stilen der gør, at en historie der får mig helt op på de lyserøde skyer, samtidig er historien, som andre finder langtrukket. Tag nu fx Stuart MacBrides serie om Ash Henderson. Jeg var helt oppe over de førnævnte lyserøde skyer, men for første gang, var min krimifan-bloggerkollega, Betina, helt uenig med mig. Jeg forstod det simpelthen ikke. Den var da både grum og udpenslet, samt vanvittigt spændende … var den ikke? Det samme skete med bogen ”Bjerget”, som jeg læste sidste sommer. Måske den sommers bedste læseoplevelse for mig, men der var ikke meget hype omkring den – ingen der nævnte den nogen steder, så måske var det igen den skrivestil der fangede mig. Hvem ved.

Harlan Cobens ”Giv ikke slip”, har samme skrivestil. Fælles for de nævnte bøger, er en mandlig jeg-fortæller, som vi kommer rigtig tæt ind på livet af. Alle er de sådan lidt ”kolde i røven” og fandenivoldske udadtil, men følsomme indeni. De gør hvad der passer dem og de siger ét, men tænker noget andet. Deres indre dialoger, er ofte det der får mig til at smile og giver mig det der ekstra lille læseglæde-sug i maven og ”hold kæft hvor er det her fedt skrevet-følelsen”.

Vores hovedperson er Nap Dumas, som er politibetjent til fingerspidserne, men som ikke afholder sig fra lidt selvtægt i ny og næ, når han finder at nogen har fortjent det. For 15 år siden mistede han sin 18-årige tvillingebror og dennes kæreste. Samtidig forsvandt Naps egen kæreste Maura, og hun har ikke vist sig siden. Nu dukker hun pludselig op igen, men i forbindelse med at en anden af deres venner fra dengang, bliver slået ihjel. Nap, som stadig er forelsket i Maura, har en nagende følelse af, at sagen hænger sammen med ulykken for 15 år siden. Han begynder at bore i fortiden og finder bl.a. ud af, at de nu afdøde mennesker, alle var medlemmer af en hemmelig konspirationsklub. Klubbens medlemmer interesserede sig udelukkende for en nedlagt atommissilbase, som havde til huse i den lille by. De var overbeviste om, at der foregik noget derinde. Men kom de for tæt på? Var det mord og ikke en ulykke, da de to unge blev ramt af et tog den nat for 15 år siden?  

Giv ikke slip, er ikke en typisk Coben-bog, synes jeg. Hans bøger plejer at være mere følelsesprægede, med en masse små indbyggede livsfilosofier. Som regel skriver han om familier og vi følger flere forskellige personer. I denne bog, er det udelukkende hovedpersonen Nap, som fortæller. Han fortæller hovedsageligt til sin døde tvillingebror og Naps personlighed er som beskrevet ovenfor. Den har ikke helt samme ”dybde i sindet”, som hans bøger normalvis er kendetegnende for. Et godt stykke inde i bogen, begyndte jeg at småkede mig en lille smule med handlingen. På trods af skrivestilen, så synes jeg der skete for lidt. At opklaringsdelen skred for langsomt fremad og historien ligesom kørte lidt i samme rille. Først henimod slutningen begyndte det at vende og gerningsmanden (eller kvinden) kommer da også som en overraskelse – og så alligevel overhovedet ikke.

Jeg er glad for Harlan Cobens bøger. Han kan noget, som ikke mange andre kan. Sproget flyder let og lækkert, og i denne er der så lige tilsat lidt ekstra powerkrydderi. Den er ikke så ”pæn” i sproget, som hans bøger plejer at være.

Jeg giver den fire perler, fordi den på trods af sin lidt langsommelige handling og et lidt tamt plot, formåede at fortælle en god historie på den lækreste tør-humor-måde.

Anmeldelse: A. J. Finn - Kvinden i vinduet

Nå, tænkte jeg – endnu en bog om ”Kvinden” som bliver gejlet op til noget stort. På bagsiden lyder den heller ikke specielt sindsoprivende. Jeg gik i gang med den i håbet om at blive overrasket. Den startede sådanset ok spændende ud, men så blev det bare ved i samme rille.

Vi følger børnepsykologen Anna, som lider af agorafobi og derfor ikke er i stand til at forlade sit hjem. Selv et åbent vindue ud til verden, kan give hende angstanfald. Hun lever sit liv online via en agorafobi-gruppe og så spiller hun skak. Derudover så følger hun med i sine naboers liv gennem telelinsen på sit spejlreflekskamera. Det er ikke så lidt hun ved om folk. Og Anna er aldrig blevet opdaget – ikke før en kvinde pludselig løfter ansigtet og stirrer direkte på hende.

Som før nævnt, starter bogen trivielt. Sådan bliver den på ingen måde ved, for da først kvinden i huset på den anden side har fået øje på Anna og hendes ”spionageudstyr”, så tager tingene ellers fart. Jeg er ret sikker på, at starten er lavet på den måde med vilje. For at give os læsere et rigtig godt billede af hvem Anna er og hvor ensomt og trivielt hendes liv og daglig dag er. Det lykkedes til fulde og jeg følte hende fuldt ud.

Anna ser noget hun ikke skal se, i et vindue på den anden side af gaden. Hun forsøger at alarmere politiet og hun forsøger selv at gøre hvad hun kan for at hjælpe, hvilket er tæt på umuligt i hendes angstplagede tilstand. Men ingen tror på Anna, for hun er bare en sindssyg kvinde, som mixer medicin med alkohol og som derfor må hallucinere. Anna bliver mere og mere frustreret og som læser vidste jeg simpelthen næsten ikke hvad jeg skulle tro tilsidst.

Kvinden i vinduet er på én gang en både sindssygt følelsesladet og vanvittigt spændende bog. Hen mod slutningen, gik jeg fra at tørre tårer væk, til at forsøge at få styr på min vejrtrækning fordi den simpelthen bare er så hæsblæsende spændende. Ingen tror på Anna udover måske en teenager som er undertrykt af sin temperamentsfulde far. Intet er som det ser ud til og den følelse fulgte med mig hele vejen gennem bogen. Jeg blev overrasket flere gange og troede jeg havde regnet ud hvordan det hele hang sammen. Det havde jeg ikke, og selvom tanken nåede at strejfe mig, så var det først til allersidst, at alle brikker faldt helt på plads.

Hele bogen udspillede sig som en indre film i mit hoved og jeg glæder mig som et barn til juleaften, ved tanken om, at Kvinden i vinduet rent faktisk skal filmatiseres med Amy Adams i hovedrollen. Den bliver garanteret uhyggelig!

Den her bog kommer til at sidde i kroppen på mig længe endnu. En af dem jeg har lyst til at bede alle om at læse. Hold nu kælderdøren lukket, hvor er det en sej debut!! Wow!