Anmeldelse: C.L. Taylor - Løgnen

I Løgnen møder vi 4 veninder. Emma, Leanne, Al og Daisy. De døjer hver især med forskellige problemer og da Al er ude af flippen over, at blive forladt af sin kæreste til fordel for en anden, beslutter de 4, at tage på en længere rejse til Nepal. Her ender de på et retreat højt oppe i bjergene og langt væk fra civilisationen. Hvad der skulle have været en afslappende ferie med udrensning af krop og sjæl, ender som et mareridtslignende ophold, som det er svært at se en ende på.

I en sideløbende historie, følger vi Jane Hughes. Hun arbejder på et dyreinternat og har sit drømmejob. Men Jane lever på en løgn. Historien foregår fem år efter de fire veninders rejse til Nepal. Tidligere i livet var Jane en af de fire veninder. Dengang hed hun Emma. Nu er nogen på sporet af hende og snart er Jane tilbage i tiden og frygter for sit liv – med god grund!

Jeg har aldrig før læst noget af C.L. Taylor om end aldrig hørt om hende. Jeg har læst mig til, at der har været en masse hype omkring denne bog i England, og jeg kan godt forstå hvorfor. Den er virkelig medrivende og vanvittigt spændende. Hændelserne på retreatet er så grumme, at det gav mig både åndenød og hjertebanken. Selvom der ikke er noget decideret opklaringsarbejde, spekulerede jeg hele tiden på sammenhængen. Vi ved jo fra begyndelsen, at i hvert fald vores hovedperson Emma, slipper levende derfra, men hvilke grusomheder hun og veninderne bliver udsat for inden, finder vi først ud af bid for bid.

Jeg vil skyde på, at Løgnen er en af den slags bøger der går under betegnelsen Domestic Noir, men jeg skal blankt indrømme, at jeg faktisk ikke er helt sikker på hvad definitionen på domestic noir helt præcist er. Selvom denne bog ikke udelukkende foregår indenfor hjemmets fire vægge, så er det trods alt i hovedpersonens nære omgangskreds, at uhyggen opstår. Vi har skiftende synsvinkler og vi har skjulte motiver. Samtidig fornemmes en konstant dyster stemning som gør bogen så gribende, at den er svær at give slip på.  

Jeg lander på 4 krimiperler, fordi der trods spændingen gennem hele bogen, alligevel manglede et twist tilsidst, som jeg bare ikke havde set komme.

Følg også meget gerne med på Facebook :)

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Brudekjolen

Brudekjolen er lidt en anderledes krimi, synes jeg. Der er ikke noget politi eller andre der forsøger at opklare en forbrydelse. Vi følger et offer og en gerningsmand på skift og det fungerer super godt, at vi først hører den ene side og derefter den anden. På trods af fravær at det sædvanlige politi eller andre opklaringsenheder, så er bogen alligevel spækket med mystik og jeg spekulerede som en vanvittig på, hvordan plottet var skruet sammen. Brudekjolen er ikke en del af en serie, så hvis du endnu ikke har læst noget af Pierre Lemaitre, kan du sagtens starte her.

Sophie Auverney havde engang det hele. Hun var lykkeligt gift og ventede et barn. Hendes karriere kørte på skinner. Så begyndte hun at glemme alt muligt og har samtidigt blackouts hvorfra hun intet husker. Da vi møder hende, har hun mistet alt og arbejder som barnepige, for en lille dreng på 6 år. Da Sophie en dag bliver vred på drengen og han dagen efter ligger død, kvalt i sine egne snørebånd, bliver Sophie for alvor bange og stikker af. Hun planlægger en flugt og en ny identitet, men nogen ved stadig hvem hun er og hvor hun gemmer sig. En person som har en plan med hende og ikke har tænkt sig at lade hende slippe væk.

Man kan sikkert kalde denne bog for en psykologisk thriller eller noget i den stil. Den spiller i hvert fald i høj grad på følelserne. Den havde mig fanget fra start til slut og størstedelen af tiden var det med tilbageholdt åndedræt. Den er vanvittigt spændende og de mange små kapitler gjorde, at jeg hele tiden lige skulle snuppe et kapitel mere. Det er en bog, der er virkelig svær at lægge fra sig.

Brudekjolen er oversat fra fransk og det fremgår tydeligt i oversættelsen. I Frankrig bruger man tilsyneladende stadig, at tiltale hinanden med De, Dem og Deres. Det er også brugt i oversættelsen og jeg synes det virker underligt og upersonligt. Det tog mig lidt tid at forene mig med, men jeg vænnede mig til det hen ad vejen. Politi og politibetjent, er også oversat til gendarm og gendarmen… småtingsafdelingen det ved jeg godt, men det er bare med til at forstyrre fordybelsen. Alligevel er jeg vild med den her historie og når sidste side er vendt, er der stadig ting at spekulere over. Den fortjener topkarakterer.

Anmeldelse: Clare Mackintosh - Jeg lader dig gå

”Jeg lader dig gå”, hedder bogen, men at lade den gå, er nok ca. det eneste man ikke kan med den, efter sidste side er vendt!

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal beskrive den uden at røbe for meget, for den her bog har simpelthen det vildeste twist. Dén sætning der gør, at hele scenariet lige vender 180 grader, gav mig kuldegysninger over hele kroppen. Seriøst!

Jeg tror jeg giver jer bagsideteksten, for jeg kan ikke beskrive det bedre selv, uden at komme til at fortælle noget der ødelægger overraskelsen.

På et splitsekund er Jenna Grays verden blevet forvandlet til et mareridt. Hendes eneste håb for at komme videre er, at efterlade alt hun kender og starte på en frisk. Desperat efter at flygte flytter Jenna til en isoleret hytte på den Walisiske kyst, men hun hjemsøges af frygt, sorg og minder om en forfærdelig aften i november, som ændrede hendes liv for evigt.
Langsomt begynder Jenna at skimte muligheden for lykke i fremtiden. Men hendes fortid er ved at indhente hende og konsekvenserne vil være altødelæggende.

En lille dreng på bare 5 år, bliver dræbt af en flugtbilist. Der er ikke mange spor at gå efter, for moderen til drengen så intet og der er ingen vidner. Og så får I ikke mere for dén 25-øre :)

Jeg lader dig gå, er som sådan ikke en krimi og forlaget kategoriserer den da også som thriller. Den starter stille og roligt ud, dog uden på nogen som helst måde, at blive kedelig. Bogen er inddelt i tre fortælleformer, som hver indikerer tre forskellige personer. Det fungerer virkelig godt og når man starter på et nyt afsnit, ved man med det samme, om det er den ene, den anden eller den tredje person vi følger. Efterhånden som historien skred frem, blev jeg mere og mere stakåndet og fik mere og mere ondt i maven. I virkeligheden, nåede jeg omkring rigtig mange områder i følelsesregisteret undervejs. Vrede, lede, sorg, afsky, medfølelse… Den her bog er så grum og så ond og så trist. Jeg læste og læste og glemte alt omkring mig. Ønskede at kende slutningen og ønskede samtidig at bogen aldrig endte. Bedst som det ikke kunne blive værre eller mere intenst, så blev det det alligevel. Slutningen er jeg simpelthen bare nødt til at tolke på min helt egen måde, for ellers er det nærmest ikke til at bære.

Har du nogensinde set den film med Julia Roberts som hedder ”I seng med fjenden”? Kan du huske følelsen den film gav dig i kroppen? Forbered dig på den følelse x 10. Den her bog er ikke slut når den er slut. Den bliver hængende i tankerne længe efter!!

Vil du være med på Facebook?

**KONKURRENCE**

Så er der konkurrence igen. Hop over på Facebooksiden og deltag. Du kan vinde "Jeg er pilgrim" af Terry Hayes, som udgives hos Forlaget Ordenes By :)