Anmeldelse: Stina Jackson - Sommermørke

Sommermørke er en debutroman af svenske Stina Jackson. Den er nomineret til årets svenske krimi. Bogbloggere og anmeldere i både Danmark og Sverige, er helt oppe i skyerne over den. Personligt forstår jeg ikke helt postyret. Det vender jeg tilbage til.

Lelle lever sit liv i dyb sorg og evigt håb om, at hans datter Lina, som forsvandt en tidlig morgen for 3 år siden, stadig er i live - at hun pludselig en dag vil dukke op. Han arbejder som gymnasielærer i dagtimerne, men nætterne går med at lede efter Lina. Hans ægteskab er gået i stykker og Lelle selv, lever ikke længere et meningsfuldt liv. Vi følger ham hen over sommeren. Vi er med i hans tanker, hans sorg og hans forfald, under søgningen efter Lina. Vi får et indblik i hans inderste tanker og hvordan sorgen har tæret på ham gennem årene der er gået.

Samtidig følger vi pigen Meja. Hun er flyttet til en lille by ude i ingenmandsland, sammen med sin mor. En mor som drikker for meget, er psykisk syg og som har brug for en mand, for ikke at føle sig alene. Meja og hendes mor er flyttet mange gange og har boet hos mange forskellige mænd. Denne gang er de havnet hos den noget ældre Torbjörn, som på trods af sit nussede hjem og sit nussede ydre, ser ud til at være god nok. Meja er ensom, men en nat, møder hun tre unge mænd, som viser sig at være brødre. Hun begynder at se mere til dem og forelsker sig snart i den ene – Carl-Johan. Brødrene kommer fra en meget speciel familie, men Meja føler sig alligevel draget af deres hjem.

I første omgang, er det svært at se hvad de to parallel-historier har med hinanden at gøre. Mistanken ligger dog hele tiden og lurer i skyggerne og det dystre mørke.

Sommermørke er en både velskrevet og velbeskrevet bog. Den leger med følelserne og jeg blev da også rørt over Lina og Lelles, skæbner.

Hos forlaget Lindhart og Ringhof, har man valgt at kategorisere bogen som en spændingsroman frem for en krimi. Godt og præcist valg, efter min mening. På trods af det rørende i de to skæbnefortællinger, så blev jeg ikke påvirket særligt. Jeg har læst andres anmeldelser af den og blev i tvivl om hvor vidt, det er samme bog vi har læst. Jeg er på ingen måde blæst hverken bagover eller op i skyerne. Jeg synes det var en langsommelig affære, og jeg havde svært ved at fastholde fokus, hvilket resulterede i, at jeg måtte lytte til størstedelen af bogen, for at fastholde mig selv imens jeg foretog mig andre ting.

Alt i alt en rigtig god og virkelig velfortalt historie. Den formåede bare ikke hverken at ruske mig, vække mig eller få mig til at holde vejret i spænding. Den lander derfor med to krimiperler. 

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Gravkammeret

Tess Gerritsen er en af de krimiforfattere jeg nyder allermest at læse. Jeg er bidt af hendes skrivestil, hendes skræmmende fortællinger og de uhyggelige billeder, hun virkelig formår at danne i min indre biograf. Hendesbøger har aldrig skuffet mig … før nu.

Retsmediciner Maura Isles, bliver inviteret til at overvære en CT-scanning af en flere tusind år gammel mumie, som er blevet fundet i et kælderrum på et museum. Scanningen foregår under stor mediebevågenhed og bliver filmet af et tv-hold. Som den garvede krimilæser nok har gættet, så viser der sig uventede ting på scanningen. Ting som sår tvivl om, hvor vidt deres mumie nu også er så gammel. Kriminalbetjent Jane Rizzoli, bliver tilkaldt og sagen overgår til Boston politis drabsafdeling. Det varer ikke længe, før en smuk ung medarbejder på museet, bliver kontaktet af en anonym person. En person som viser sig, at have adgang til hendes lejlighed. De få spor der dukker op, viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden, hvor en mor og hendes datter, flygter fra en modbydelig ondskab. En ondskab og en sandhed, som nu har indhentet dem.

Der er rigtig meget arkæologi i denne bog. Forfatteren gør sit bedste for at beskrive de mumificerede lig så grusomt som muligt, men på mig virkede billederne ikke. Jeg blev ved at se Grauballemanden for mig – og ja, vel er han skræmmende, men jeg har kigget på ham gennem min barndom, når jeg besøgte Moesgaard museum sammen med min bedstefar. Sådan et udtørret moselig, får bare ikke gyset frem i mig. I stedet blev det nærmest lidt halvstøvet og jeg tog mig selv i at vente på, at de fandt nogen nutidige lig. Normalt er Tess Gerritsen mester i, at få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men i denne bog synes jeg ikke uhyggen kommer. Hendes normalt så lækre sprog og de vilde plottwists, glimrer ved deres fravær. Den har sine spændende øjeblikke og det er da også fantastisk, at være i selskab med Jane Rizzoli, Maura Isles og Barry Frost igen. Dem havde jeg savnet.

Det er med smertende hjerte, at jeg tildeler Gravkammeret 3 krimiperler.

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Jihadbruden

Okay, indrømmet … jeg var ikke sikker på om denne bog ville være noget for mig, for titlen lugter lidt af noget krig og terrorisme. Emnet i sig selv er vigtigt, men jeg bliver bare ikke fanget af det. Heller ikke på film. Mine bekymringer skulle heldigvis vise sig, at være helt unødvendige.

Hovedpersonen hedder Daniel Vest. Han er præst og tidligere frømand. Som en lille sidebeskæftigelse, hjælper han folk med forskellige problemer. De kender ikke hans rigtige navn, men kender ham som Poseidon. Han kontaktes via en hjemmeside –www.poseidonhelps.com – hvor folk kan skrive til ham og bede om tjenester. Hvad som helst, stort som småt. Poseidon udvælger enkelte, som han mener at kunne hjælpe. Hjemmesiden eksisterer i øvrigt i virkeligheden, så tag et kig. Der er bl.a. nogen der mangler 111 millioner 😊

Som titlen måske løfter sløret for, så vælger Daniel Vest, at hjælpe en mor, hvis datter, Mathilde på bare 15 år, er rejst til Syrien for at blive Jihadbrud. Unge vestlige kvinder, som konverterer til Islam og tager ned for at blive gift med syriske ISIS-krigere i troen på en lys fremtid fuld af rigdom, lykke og børn. Desværre er virkeligheden en anden.

Vi følger med i både Mathildes og Daniels rejser og tanker. Vi følger dem begge på den lange og svært fremkommelige rejse til Syrien. Vi er med når Mathilde ankommer og skal møde sin kommende mand for første gang, hvordan hun har det, når hun finder ud af, at fødderne er ved at blive kolde, men vejen tilbage er ikke-eksisterende. Daniel er cool og virker ikke til at være bange for hverken nogen eller noget. Han er skånselsløs og på grænsen til de actionhelte vi ser på film. Men det fungerer, for er de egentlig ikke bare ret kølige og velfunderede de dér frømandstyper? Jeg tror det. Men selv for en cool type som ham, kører tingene ikke altid som han ønsker. Om det lykkedes ham at få Mathilde ud af den situation hun har sat sig selv i, vil jeg ikke afsløre. Men jeg kan lide Daniel Vest og jeg glæder mig til at følge ham. Jihadbruden er første del i en planlagt serie, så der er heldigvis mere at se frem til.

Jihadbruden er både skræmmende og interessant læsning. Samtidig er den hjerteskærende og uhyggeligt virkelighedstro. Jeg tvivler ikke på, at den er gennemresearchet. De findes jo virkelig, de piger som Mathilde i bogen her. Det er ikke en krimi i den forstand, at der sker et mord eller flere, som nogen skal opklare, ligesom der heller ikke er isnende uhygge og en udspekuleret morder. Det er mere en spændingsroman, men til gengæld er den spændende på et højt niveau. Sproget er dagligdags og nutidigt på en måde jeg sætter pris på.

Jihadbruden er en spændende, velskrevet og uhyggeligt virkelighedstro bog. Jeg sender 5 krimiperler efter den og glæder mig til næste del i serien.

Anmeldelse: Jakob Melander - Fjenden iblandt os

17 timer, er hvad politiet i denne bog, bruger på at opklare drabet på et barn. 17 hektiske timer, som ikke efterlader meget arbejdsro for betjentene og deres efterforskningsleder, Lars Winkler.

Og ro er måske præcis hvad vores hovedperson, Lars Winkler, har brug for. Han er netop vendt tilbage på job, efter en periode med sygemelding. Ro er ca. det eneste han ikke får, for fundet af en dræbt 8-årig pige, bringer blodet i kog blandt beboerne i Oksevænget, hvor pigen boede.

Navnet Oksevænget, bringer måske tankerne hen i retning af et hyggeligt villakvarter. I virkeligheden er det et område med en klynge af højhuse, og betragtes i folkemunde som ghettobebyggelse. Bebyggelsen er fiktion, men forstiller at ligge i Bellahøj-området i København.

Den første dag efter Lars Winklers orlov, kaldes han ud til Oksevænget, hvor en beboer har fundet liget af den 8-årige pige, Laura. Området er allerede afspærret, for det er også denne dag, at Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, kommer forbi for selv at se, hvad området byder på.

Havholm vil meget gerne ind i landspolitik, så da det kommer ham for øre, at der er sket et mord, benytter han situationen til egen vinding. Det medfører at han sender Twitter-meddelelser ud til offentligheden, som lynhurtigt bidrager til lynch-stemning, blandt Oksevængets beboere. Sladderen florerer, folk bliver anklaget og hængt ud - selvtægten tager stille og roligt fart. Beboernes indbyrdes vrede imod hinanden, bliver til beskyldninger for barnemord. Politiet har mere end nok at se til, med at holde de rivaliserende parter fra hinanden, samtidig med, at de skal finde hoved og hale i morgenens begivenheder omkring den dræbte pige.

Få forfattere mestrer som Jakob Melander, at skildre menneskelige følelser og hvad de kan bringe med sig. Fjenden iblandt os, er på en eller anden måde en socialrealistisk skildring af et ghettosamfund, men samtidig er den også en skildring af, hvad der sker i os mennesker, når følelsen af uretfærdighed og frygt strammer grebet om os. Desværre har jeg ikke læst hele serien om Lars Winkler, men beskrivelsen af ham er så fin, at jeg alligevel har en rigtig god fornemmelse af hvem han er. Forrige bog i serien, handlede meget om parforhold og ulykkelige følelser. Når man som jeg, kom ind i serien netop dér, så kom parforholdet til at fylde alt for meget i en ellers god historie. Fjenden iblandt os er (heldigvis) helt fri for parforhold. Jeg indrømmer blankt, at jeg jublede en lille smule indeni, da Sanne ikke tog telefonen 😄

Hvis du har fulgt mine anmeldelser, så ved du godt, at jeg elsker uhygge og grusomhed i en krimi. Når ondskaben viser sit ansigt så tydeligt, at det ryster mig og sender isninger af gys som jag gennem kroppen. Detaljer der giver mig billeder på nethinden, som jeg på den ene side ikke ønsker at se, men som på den anden side rusker op i mig og tvinger en stemning frem.

I Fjenden iblandt os, er Melander inde at kradse en lille smule i uhyggen og de grusomme detaljer. Slutningen er fremragende og jeg ville sådan ønske, at han havde givet os endnu mere af netop dét, for han gør det virkelig godt. Vi følger adskillige af personernes tanker, men ikke morderens. Jeg kunne have ønsket mig, at vi også havde været med i dennes tanker, fået en større viden om vedkommendes baggrund for sine handlinger. Var det ondskab, sindssyge eller noget helt tredje. Vi får løftet sløret en lille smule, men jeg ville gerne have haft det løftet til endnu flere detaljer og viden om det emne.

En god og velskrevet bog, som er stærk på både følelser og de indre billeder den skaber i læseren. Selvom jeg kun blev rusket en lille smule i uhyggeafdelingen, så formåede den at holde mig fanget og interesseret hele vejen igennem. Lars Winkler er en stærk hovedperson og jeg indrømmer, at jeg fra og med nu, er fanget i Winkler-universet.