Anmeldelse: Darcey Bell - En lille tjeneste

Hvor godt kender du din bedste veninde? Er I virkelig veninder, eller er det hele bygget på en grum løgn?

I ”En lille tjeneste”, finder Stephanie ud af, at hendes bedste veninde, Emily, ikke har fortalt hende sandheden om sig selv. Stephanie har svært ved at holde på nogen hemmeligheder omkring sit eget liv. Det går op for hende, at hun måske har afsløret for meget – noget som måske kan bruges imod hende.

Da Emily forsvinder, er Stephanie sikker på, at der er sket en forbrydelse. Emily dukker ikke op efter sin søn, som Stephanie passer. Hun sagde hun ville hente ham næste dag. Emilys mand siger, at hun er på flere dages forretningsrejse og Stephanie begynder efterhånden at tvivle på egen forstand.  

Da liget af Emily bliver fundet og hendes søn bliver ved at påstå, at hun er levende og at han har set hende, begynder Stephanie for alvor at tvivle på egen forstand.

Bogen er skrevet i 3. person og fortælles i første omgang af Stephanie. Både i en slags dagbogsform, men vi følger også med i de ting hun skriver på sin blog, til andre mødre. Historier, som tegner et rigtig fint billede af nutidens trend med sociale medier, og hvordan folk iscenesætter sig selv som én ting, imens virkelighedens billede er noget helt andet.

Bedst som vi tror, at bogen er bygget op af skiftevis Stephanies tanker og hendes blog, så dukker Emilys tanker og hendes vinkel på historien pludselig også op. Til sidst får vi ligeledes ægtemanden Sean på banen. Jeg synes det virker rigtig fint. Jeg kan godt lide den typer bøger, hvor man får flere vinkler på samme sag.

Til at begynde med, synes jeg historien var spændende, men hurtigt begyndte den at køre i samme, lidt tamme, rille. Der skete ikke rigtigt det vilde, men alligevel var jeg fanget af en underliggende spænding som byggede op til noget stort. Der var da også enkelte småoverraskelser undervejs, men ikke noget sindsoprivende. Personerne virker barnagtige og halvdumme og det bliver især tydeligt hos Stephanie hen imod slut. Det som jeg troede ville byde på det vildeste twist til sidst, blev bare mere og mere fladt. Bogens slutning er mildest talt – pardon my French – pisse irriterende! Masser af løse ender og ingen af dem efterlod noget som helst til fantasien.

Den kunne have haft det hele, men den tabte det på gulvet. To perler fra mig. 

Anmeldelse: Luca D'Andrea - Bjerget

Ti bogstaver: Besættelse. 

Den sætning nævnes flere gange i løbet af bogen og på en måde kan man godt sige, at det var præcist sådan jeg havde det undervejs. 

Bjerget er en bog, som jeg havde yderst svært ved at lægge fra mig, da jeg først var gået igang. Bogens handling foregår i Dolomitterne, og fik måske tilsat lidt ekstra krydderi, idet mine forældre var på vandretur netop dér imens jeg læste. Samtidig kørte vi selv i bjerge på vej på ferie i Italien, i nogenlunde samme område, da jeg gik igang med bogen. Det alene, kan dog ikke tage æren for den her fremragende læseoplevelse.

Bogen fortælles i jeg-form af hovedperson, Jeremiah Salinger. På den måde bliver han enormt virkelig og jeg følte næsten jeg kom til at kende ham. Han er lidt som et barn på nogen områder. Impulsstyret og lyver for sine nærmeste, for at undgå skæld ud eller for at få lov til at fortsætte med de ting han brænder for. Han er typen der glæder sig som et barn, når der er sjove ting i vente. 

Jeremiah er amerikaner, men gift med Annelise, som er fra det sydlige Italien. Den tysktalende del af Sydtyrol. De mødte hinanden i New York, men da Salinger og hans ven, Mike, havde brug for at få gang i deres karrierere indenfor dokumentarfilm, rykkede de teltpælene op og flyttede tilbage til Annelises fødeby, Siebenhoch. Mike og Salinger arbejder på en dokumentar om redningstjenesten i Dolomitterne. Alt går efter planen, men så sker der en alvorlig ulykke, som ødelægger Jeremiah Salinger. Han går i stå og ved en tilfældighed, støder han på en gammel historie om en massakre som fandt sted i byen 30 år tidligere. En grusom massakre, hvis morder aldrig er blevet afsløret. Jeremiah begynder at rode op i den gamle sag. Det får følger, som han ikke havde ventet og er samtidig ved at ødelægge forholdet til hans kone og deres lille datter Clara. 

Bjerget skal laves til tv-serie og jeg har ekstremt svært ved at vente på det. Det er en af den slags bøger, som jeg så for mig som en indre film. Der hang en dyster steming over hele fortællingen og flere gange var jeg holdt hen i åndeløs spænding. 
Det er ikke en bog med masser af action. Den tenderer tværtimod til den lidt langsommelige side engang imellem. Nogen vil måske kalde den langtrukket, men for mig var den kilde til kuldegysning og den pirrede min nysgerrighed i så høj grad, at jeg var nærmest ukontaktbar. Isoleret fra de ting der foregik omkring mig. Bedst som jeg troede, at nu havde jeg regnet ud hvem der havde gjort det og hvordan det hele hang sammen, så troede Salinger det samme som mig og min teori faldt fra hinanden. Historien er fyldt med overraskende twists, og sidste overraskelse, havde jeg på ingen måde set komme. 

Bogen er skrevet i et flydende, let og meget nutidigt sprog. Jeg er fuldstændig ovenud begejstret over dens dybde og genialitet. Da sidste side var vendt, følte jeg en tomhed og en form for savn. 

Fem bogstaver: Mørke.  

Fem bogstaver: Kulde

Seks bogstaver: Bedrag

Elleve bogstaver: Fremragende

Fem store krimiperler!

Min kæreste læste også bogen. Han synes den var en lille smule kedelig og langtrukket, så vi er lidt uenige om den. Jeg er spændt på at høre, hvad I andre synes. 

HUSK at Frk. Tines krimitanker også er på både Facebook og Instagram

Anmeldelse: Blake Crouch - Dark matter

Forestil dig, at du er en glad lille fisk, som svømmer rundt og puster bobler i din sø, sammen med din fiskefamilie og alle dine fiskevenner. Det er her I bor, det er den verden du kender. Men så en dag, bliver du løftet ud af din sø og finder ud af, at der findes en hel anden verden. En parallel verden. Ikke fortiden, ikke fremtiden, men lige nu og her i en verden, hvor du har truffet et andet valg, på et afgørende punkt. Du er stadig dig, men dit liv er forandret.

Sådan kan Dark matter beskrives, hvis det skal gøres på et helt lavt plan. Vi har at gøre med kvantemekanik og vi har samtidig at gøre med en bog, som kræver tungen lige i munden, hvis man skal kunne følge med. Ikke hele vejen igennem, men for at forstå hvad det egentlig er der foregår. Alligevel er jeg ikke sikker på, at jeg helt har fattet det.

Jason Dessen er kvantefysiker. Han arbejder som lærer på universitetet og bor i Chicago med sin kone og søn. En aften bliver han kidnappet og injiceret med en sprøjte. Da han vågner, går det hurtigt op for ham, at han befinder sig i en anden virkelighed. En hvor han ikke er gift og har en søn. En hvor han er en kendt fysiker, som har fundet vejen til multiverset. Efter det går op for Jason, hvad der er sket med ham, bliver hans fokus, at finde tilbage til den virkelighed han kender. Der er dog stærke kræfter, som vil gå langt, for at forhindre ham i, at afsløre kriminelle handlinger der har fundet sted, for at opnå at springe mellem parallelle virkeligheder. Jason får hjælp fra uventet kant, og så begynder rejsen. Det er her, historien begynder at blive indviklet, og her den lille historie om fisken, bliver relevant.

Det lyder muligvis som en omgang tung læsning, men det er det ikke. Slet ikke. Bogen er skrevet i et meget letfordøjeligt sprog og historien er båret af kærlighed. Jeg har set den omtalt som science fiction, men det er jeg ikke helt sikker på, at jeg vil kalde den. Krimi er det heller ikke helt - thriller nok nærmest. Uanset hvad, så er det en bog, der fik mig til at glemme alt omkring mig. Den satte så mange tanker i gang, at jeg lige skulle bruge et par dage til at fordøje den, før jeg var i stand til at formulere en anmeldelse, eller starte på en ny bog.

Måske har du stiftet bekendtskab med filmen ”Sliding doors”, som har Gwynneth Paltrow i hovedrollen. Den Kører lidt i samme teori, omkring parallelle virkeligheder, hvor en lille ændring i vores handlinger, kan ændre de ting der sker, radikalt.

Jeg er sikker på der er nogen som vil mene, at Dark matter er en mærkelig bog. Jeg synes det er en ekstremt intelligent tænkt bog, vanvittigt spændende og dejligt anderledes. Den tvinger tankerne i gang, på en meget uhøjtidelig måde. Jeg så bogen som en indre film og har siden fundet ud af, at der faktisk er en filmatisering i gang. Jeg håber ikke de er for længe om at producere den, for jeg GLÆDER mig til at se den. Jeg er samtidig spændt på, hvem de vælger som Jason Dessen. I mit hoved, kunne det sagtens være Matt Damon, og han har jo desuden allerede øvet sig grundigt, på at spille en der hedder Jason… sååå.. 

At den foregår i Chicago, hvor jeg har boet i 1½ år, giver den lige det ekstra prik over i'et. 
Jeg håber heller ikke der går for lang tid, før der er nyt på dansk fra Blake Crouch. Jeg fornemmer, at det kommer til at blive et yderst interessant bekendtskab. 

Topscore til Dark matter. Læs den - for hvad nu hvis du ikke gør?? 😉

Den er for vild!

Anmeldelse: Michel Bussi - Pigen på flyet

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke gad læse flere bøger oversat fra fransk. Jeg synes sproget bliver stift, når alle tiltaler er De, Dem og Deres. Det forstyrrer min fordybelse i historien, når jeg hele tiden bider mærke i, at sætningerne lyder mere direkte oversat, fremfor sætninger man ville benytte på dansk. Da denne bog dumpede uventet ned i min postkasse, bestemte jeg mig dog for, at den skulle have en chance.

I 1980, styrter en passagerflyver ned i bjergene nær den fransk-Schweiziske grænse. Alle passagerer bliver dræbt, med undtagelse af en lille babypige på bare 3 måneder.
Det viser sig desværre hurtigt, at den nu forældreløse baby, ikke var eneste baby ombord. Snart er der to sørgende bedsteforældrepar, som forsøger at få retten til den lille pige. Omstændigheder gør, at ingen af bedsteforældrene kan foretage en 100% sikker identifikation. Den ene pige ombord havde en søster, den anden havde en bror. Ingen af dem var med på flyet og begge for små til at kunne identificere babyen.

De to babyer kommer fra vidt forskellige kår. Den ene fra en styrtende rig familie, den anden fra en familie med trange kår. Vi kommer ind i historien da den overlevende pige, netop er fyldt 18 år og selvom hun er opvokset i den ene af de to familier, er hendes identitet stadig ikke fastslået.

Bogen handler om jagten på sandheden, for familierne har aldrig givet op.
Historien er hovedsageligt fortalt gennem broren Marc, men også delvist gennem en privatdetektivs dagbog.
Alt i alt, synes jeg det er en interessant historie med et virkelig spændende plot. Den har flere twists hen ad vejen, som var særdeles overraskende. Den sætter tanker igang om følelser, blodets bånd og hvor langt man er villig til at gå, for at opnå sin vilje. Også selvom det man tror på, ikke nødvendigvis er sandheden. På de sidste sider, måtte Frk. Tudefjæs lige tørre et par tårer væk fra kinderne. På mange måder en rørende og tankevækkende bog, hvilket desværre bliver tilsidesat af, at bogen generelt er temmelig langtrukket. Der er alt for mange tanker og fortællinger om ligegyldige ting. Gang på gang, vendte jeg den ene side efter den anden, som jeg kun havde skimmet hurtigt igennem, uden at gå glip af noget. Drønærgerligt, at der ikke er blevet skåret lidt mere ind til benet!
Og så var der jo det med det franske. Jeg blev positivt overrasket, for selvom der også i denne bog blev brugt De, Dem og Deres, så flød resten af sproget mere nutidigt og sætningerne, var oversat, som man ville bruge dem på dansk.

Jeg kommer ikke til at huske denne historie længe. Jeg kedede mig også lidt for meget til tider. Jeg synes dog der var tilstrækkeligt mange overraskelser og de sidste sider var enormt spændende. Derfor lander Pigen på flyet, på 3 krimiperler.

Anmeldelse: Lotte Petri - Djævelens værk

Det her er en bog jeg har glædet mig til at læse. De to forrige bøger af Lotte Petri, var efter min mening, anderledes i plottet end så mange andre krimier og fungerede virkelig godt. Djævelens værk, er på sin vi også anderledes, men jeg synes ikke den når op på siden af de andre to, som jeg har læst.

Hovedpersonen, Josefine Jespersen, er retsantropolog og ekspert i knogler. Da tusind skeletter, skal graves op af Assistentens Kirkegård, og stedes til hvile et nyt sted, på grund af Metrobyggeriet, er Josefine med til, at undersøge alle skeletterne. Der er selvfølgelig ballade omkring beslutningen om, at flytte grave – mange mennesker bliver berørte af det på forskellige måder.

Da Josefines kollega, bliver slået ihjel, smidt i en åben grav og får ridset et omvendt kors ind i kraniet, står det klart for både Josefine og for politibetjenten Xander, at der er større kræfter på spil. Vi kommer både omkring satanisme og djævleuddrivelse, på vores vej mod opklaringen. En interessant vinkel synes jeg.

Både Josefine Jespersen og efterforskeren Xander Damgaard, er personligheder, som er fint og nært beskrevet. De er begge nemme at synes om og personer, som jeg ser frem til at følge.

Når det så er sagt, så må jeg desværre også indrømme, at jeg ikke er helt oppe at ringe over denne bog. Den har på mange områder lige det jeg godt kan lide. Masser af blodige drab og et snørklet plot, som lader mig som læser gætte med og bryde min hjerne med, hvordan det hænger sammen. Den har endda elementer af uhygge og der er godt med spænding. Når jeg ikke er helt oppe i skyerne, så skyldes det, at jeg ikke synes det er helt realistisk. Ikke så meget den del der har med djævelen og eksorcisme at gøre. Det er der jo nogen der tror på og jeg skal ikke kunne sige, om det kan lade sig gøre, at folk bliver besat af djævelen, selvom det ikke er noget jeg selv tror på. Nej, det urealistiske er mere plottet. Uden at røbe for meget, så undrer det mig, at man myrder løs til højre og venstre, for at nå frem til en bestemt person, som man i sidste ende, bare kan gå ind af hoveddøren hos. Hvorfor gør man ikke bare det fra starten? Så bliver størstedelen overflødigt. For mig, bliver det også irriterende, når vi som læsere, får alle detaljer skåret ud i pap til sidst. Når vi skal have forklaret hvordan og hvorfor både ditten og datten gik til, så synes jeg det er lidt letkøbt. Det burde være op til læserens egen fantasi eller ligge som en selvfølge, når alle brikkerne falder på plads med opklaringen. Det virker som om det gik lidt stærkt med slutningen, hvilket er virkelig ærgerligt, for det er faktisk en super god bog. 

Frk. Tines krimitanker, er nu både på Facebook OG Instagram. Kom og vær med :) 

På Godsbanen med Elsebeth Egholm

Igår, onsdag d. 9. august 2017, var jeg inviteret til bogbloggerarrangement, af Politikens Forlag. Denne gang, handlede det om en af mine yndlingsforfattere - Elsebeth Egholm. 

Det er nok ikke gået ret manges næse forbi, at hun netop har udgivet en ny bog, som samtidig er første del af en helt ny serie. Hovedpersonen hedder Katarina (Rina), og udover at have egen lægepraksis, så klatrer hun i sin fritid. Før i tiden, havde Rina sin daglige gang på Godsbanen i Århus. Et område midt i byen, hvor unge mennesker har fået lov, at bygge og opholde sig. Området kaldes også Institut for (X) og nej, det er ikke en fejl med X'et, hvilket jeg først troede da jeg læste bogen. Stedet hedder faktisk sådan. 😊 Og her på Godsbanen mødtes vi, for at gå en tur i området og se, hvor Elsebeth Egholm har fået sin inspiration til bogens kulisser. 

Jeg bor i Århus og kendte godt til Godbanen. Jeg kendte dog intet til alt det omkringliggende, så det var en stor oplevelse at gå rundt og se det hele. De mange flotte huse og sager der var blevet bygget- Alt det liv der var dernede, med både skatebordbaner, beach volley og alle mulige andre former for aktiviteter. 

Jeg tog en masse billeder, så I måske kan fornemme lidt af stemningen dernede.  

Undervejs fortalte Elsebeth om sin bog og om sine nye hovedpersoner. Vi var mange og det blæste lidt, så jeg er desværre nødt til at indrømme, at jeg ikke hørte sådan vildt meget af det der blev sagt. I stedet var der virkelig mange indtryk, som jeg har forsøgt, at fange til jer. 

Her under, holdt en form for smed til. Det så ud som om de reparerede motorcykler og knallerter og måske også cykler. 

Der var rigtig mange fine huse dernede. Her er et af de mest interessante. Huset er bygget højt oppe på en container, med terrasse og hele moletjavsen. Sikke en udsigt de må have deroppefra.

Som nogen af jer nok ved, er jeg også en del af Team Krimifan.dk. Vi er 8 faste bloggere, og idag var 4 af os afsted. Her er jeg sammen med Betina. 

Ind imellem gjorde vi holdt, så folk kunne kigge sig lidt mere omkring og stille spørgsmål til forfatteren. 

I bogen "Jeg finder dig altid", er Rinas ekskæreste og bedste ven, Ray, indehaver af en lille dagligvarebutik på Institut for (X). Butikken er inspireret af et sted der findes i virkeligheden. Den lille butik, er dog ikke dagligvarebutik, men et sted hvor alle street art-kunstnerne, kan købe deres spraydåser med maling. De unge mænd der bestyrer butikken, var overraskede over at få at vide, at deres lille biks, indgik i en bog. De bad begge om et eksemplar af bogen. Butikken ligger lidt afsides i et lille, meget hyggeligt område. 

Her ses Elsebeth Egholm udenfor butikken, sammen med Camilla Wahlgren fra Politikens Forlag.

Et lille selfie, måtte der altså også til, når jeg nu befandt mig midt i en bogkulisse 😄

Godsbanen og Institut for (X), ligger meget centralt midt i Århus. Når man står dernede, kan man se både Musikhuset og regnbuen på toppen af kunstmuseet Aros. 

Efter rundvisningen, havde Politikens Forlag bestilt bord til os på Spiselauget. Vi kunne vælge imellem flere forskellige retter. Jeg valgte kalv. Mmm.. hvor smagte det dejligt. Det er ikke sidste gang jeg har spist dernede. Det var et anderledes sted, men meget hyggeligt. Imens vi ventede på, at få vores mad, skrev Elsebeth hilsner i alle vores bøger. Vi fik os en masse gode grin og snakken gik derudaf. Faktisk var det så hyggeligt, at arrangementet, som egentlig var programsat til kl. 19.00, strakte sig helt til kl. 20.00, hvor flere skulle nå et tog. Vanvittig god og hyggelig eftermiddag, som jeg er virkelig glad for, at have fået lov at deltage i. 😍