tirsdag den 17. maj 2016

Anmeldelse: Robert Pobi - Blodmanden


Jeg havde aldrig hørt om Robert Pobi, men jeg så en anbefaling af Blodmanden, på en af de mange grupper om bøger jeg følger på Facebook. Jeg skylder en tak til vedkommende!  

Til at begynde med, starter den lidt rodet og en anelse langsommeligt på en måde. Jeg mistede fokus, på trods af en mor og hendes barn, som er blevet flået levende, men det varede ikke længe, før spændingen steg og jeg bare var nødt til at vide, hvad der kom til at ske.

FBI agent Jake Cole, ankommer til Long Island for at hjælpe sin far, en berømt kunstmaler, som har sat ild til sig selv og er sprunget gennem et vindue. Jakes forhold til faren er yderst anstrengt og de har ikke set hinanden i 33 år. Samtidig findes en kvinde og hendes lille barn myrdet. Begge er blevet flået levende. Jake har fotografisk hukommelse og bliver sat på efterforskningen, som dog snart viser sig, at have en forbindelse til Jakes fortid. Hans mor blev fundet myrdet på samme måde da Jake var en lille dreng. Midt i opklaringsarbejdet, er en orkan i kategori 5 på vej direkte mod Long Island. Alle skal evakueres, så tiden er knap.

Engang imellem sker det, at jeg får fingrene i en bog der er så spændende og medrivende, at jeg har lyst til at fortælle om den til alle jeg er sammen med. Sådan var det med Blodmanden.. da den først havde bidt sig fast, var den ikke til at slippe. Den har det vildeste twist tilsidst, som efterlod mig uden ord, men fuld af tanker. En af den slags bøger, som lige tager et par dage for mig at komme over, før jeg har sluppet den nok, til at starte på en ny. Ganske enkelt fremragende og jeg kan ikke anbefale den nok!

Jeg skal helt sikkert have læst de næste bøger af Robert Pobi.  5 kæmpe perler til Blodmanden fra mig




2 kommentarer:

  1. Den har jeg lige læst og er så enig med dig :)
    Jeg vil følge lidt med her på din side, for vi er vilde med den samme slags bøger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Susanne,
      Tak for din besked. Det er dejligt at høre. Så er det jo ikke forgæves det jeg laver :)
      Jeg har også en side på Facebook hvis det kunne have interesse :)

      Mvh
      Tine :)

      Slet