Anmeldelse: Matthew Arlidge - Kongens efterfølger

Hvis du endnu ikke har læst noget af Matthew Arlidge og hvis du godt kan lide krimier med brutal vold og detaljerede beskrivelser af gerningssteder, så anbefaler jeg, at du går i gang med denne serie. Den er ikke så brutal som Chris Carter eller Cody McFadyen, men den lugter lidt derhen ad. Kongens efterfølger ar 5. bog i rækken. Jeg anbefaler, at du starter med den første, "Okker gokker".

Hvis du allerede har læst serien, så kender du kriminalkommissær, Helen Grace. Hun er ikke som andre hovedpersoner jeg har læst om. Hun har lig i lasten af den grusomme slags. Ingen tvivl om, at hun er mærket af sin bagage, men hun er ikke ødelagt og nedbrudt – tvært imod er hun mere viljestærk og arbejdsom end de fleste. Det gør sig også gældende i Kongens efterfølger, men Helen er oppe imod nogen, som ønsker hende det værste. Ikke bare én, men flere personer, ser deres snit, til at forsøge at få hende ned med nakken.

Jeg havde ondt i maven gennem store dele af den her bog. Den er på en eller anden måde, så hjerteskærende. Helen kæmper, men det er ikke nemt. Det kan godt være, at hun er stærk og sej, men hun har brug for lindring af sine smerter, og det søger hun via SM. Den fysiske smerte lindrer den psykiske. Hun kender derfor til miljøet, på trods af, at hun altid har opsøgt smerten diskret. Da der sker et brutalt mord i en S/M-klub, viser det sig, at offeret er en person som hun kender særdeles godt og holdt af. Det bringer hende helt ud af fatning og det påvirker hende i en sådan grad, at hun ikke formår at lede sine underordnende og have øjne for deres indbyrdes kamp. Først da næste mord sker, begynder det at dæmre for hende, at morderen måske forsøger at ramme hende personligt. Ret meget mere, ønsker jeg ikke at afsløre af handlingen. Det skal komme som en overraskelse, når man læser.

Helen Grace er ikke en person som ønsker medlidenhed. Hun holder sig fra alt hvad der hedder parforhold og til dels også venskaber. Netop derfor, bliver hun alligevel en person jeg føler medlidenhed med. Hun er så ensom i alle livets henseender og hun har ingen – overhovedet – at betro sig til. Derfor er hun også alene, da tingene vender sig 180 grader og peger på hende. Men hun kæmper, for det er sådan hun er indrettet. Bogen forærer os en cliffhanger af en afslutning, som gjorde mig mundlam og som straks fik mig til at søge efter udgivelsesdato for næste bog. Ønsker man at læse den næste på dansk, må tålmodet strække sig helt til engang i oktober eller november. Kan man ikke vente, må man snuppe den på engelsk.

5 ud af 6 krimiperler til Kongens efterfølger.