onsdag den 12. februar 2014

Cody McFadyen - Abandoned



Cody McFadyens 4. bog ”Abandoned”, er endnu ikke oversat til dansk. Jeg har hørt en lille fugl synge om, at forlaget heller ikke har planer om det, hvilket er super ærgerligt, for det er en rigtig god bog. Når det så er sagt, så synes jeg egentlig at det var ret fedt at læse bogen på originalsproget. På den måde fik jeg virkelig oplevet hvor godt han skriver, for egentlig er der ikke så tossemeget action og bestialitet i denne bog som i de forrige bøger i serien. Sproget var med til at gøre den endnu bedre og det er bestemt ikke sidste gang jeg har læst en bog på engelsk. Måske jeg er lidt farvet af, at ha boet i USA og at jeg savner det amerikanske sprog, men uanset hvad, så synes jeg ikke man skal snyde sig selv for denne her.

Abandoned handler om specialagent Smoky Barrett og hendes team. Denne gang bliver en kvinde i bogstaveligste forstand, dumpet for fødderne af dem. Kvinden har været indespærret i et mørkt rum i 8 år. Hun er stærkt medtaget fysisk og ødelagt psykisk. Gerningsmanden sender en besked til Smoky om, at der er flere som denne kvinde og at de ikke skal lede efter ham. Gør de det alligevel, vil de blive straffet. Selvfølgelig går holdet efter gerningsmanden alligevel og straffet hårdt må man sige at de bliver!!

Som skrevet tidligere, er denne bog ikke så blodig og bestialsk som de forrige i serien om Smoky. Jeg vil jo helst ha en krimi så bestialsk og udpenslet som overhovedet muligt, men det gør ikke noget at der er skåret lidt ned på det denne gang. Måske fordi jeg efterhånden kender Smoky så godt og synes det er interessant, at høre lidt mere om hendes tanker og privatliv. Der er en hel del personlige ting med denne gang, og selvom Cody McFadyen normalt er virkelig god til at skildre følelser, så gør han det endnu bedre her. Normalt gider jeg ikke så meget føleri i en krimi, men i Abandoned er det på sin plads. Det kommer ikke til at fylde og ødelægge historien - tværtimod synes jeg den bliver endnu bedre af det. Alle bøgerne er skrevet i jeg-form, hvilket jeg synes er fedt. Det medvirker til et endnu dybere personligt kendskab til hovedpersonen.

Alt i alt en rigtig god og spændende bog. Har du endnu ikke læst noget af Cody McFadyen, så skylder du dig selv at gøre det – men start fra en ende af med første bog i serien. ”Skyggen” hedder den. 

5 krimiperler må det blive til.. :)



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar