lørdag den 12. april 2014

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Pans hemmelighed


Gad vide hvorfor jeg ikke har læst denne bog før nu? Det undrer mig, at den er undgået min opmærksomhed så længe - den udkom i 2009. Men nu er den læst og sikke en god oplevelse det var. Spænding fra start til slut og en af den slags bøger der tog mig helt ud på kanten af stolen (eller sofaen i mit tilfælde J) Ikke at den er topuhyggelig, men den kører et vist pace gennem hele bogen og så hører den til i den absolut høje ende af grumme bøger!

Pans hemmelighed, handler først og fremmest om hovedpersonen Maja Holm. Hun er læge og kæreste med normanden Stig. Maja og Stig venter deres første barn – en lille dreng. For kort tid siden, er de flyttet fra Norge tilbage til Danmark og Majas trygge barndomskvarter. Det viser sig dog ret hurtigt, at kvarteret ikke længere er så trygt. En pædofil morder hærger byen. Om natten sniger han sig ind i husene til folk og bortfører og myrder små drenge. Hver gang på deres fødselsdag og hver gang efterlader han en signatur i ligets hånd, i form af et glansbillede, der forestiller Peter Pan.
Bogen igennem, er der flere afsnit hvor vi følger morderens tanker. Ofte kan det være lidt fesent når man kender morderens identitet fra start, men i Pans hemmelighed, virker det lige modsat. Vi er med ham, når han opsøger drengene og bortfører dem. De scener fik mig til at holde vejret, for de var på én gang både sindssygt spændende og vanvittigt  triste. I det hele taget er denne bog både ond og grusom på flere måder. Ondskaben ser vi i form af emnet pædofili og grusomheden træder tydeligt frem, når ting der som regel bliver undgået i de fleste bøger, rent faktisk sker her. Virkeligheden er ikke altid som først antaget! Det er med til at gøre Pans hemmelighed til en fed læseoplevelse.

5 krimiperler synes jeg den fortjener...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar