Når en forfatter har skrevet en helt igennem forrygende bog,
så kan jeg godt være lidt skeptisk når jeg skal igang med næste bog i rækken.
Er forventningerne sat for højt? Sådan havde jeg det også da jeg skulle igang
med Gengældelsen, som er efterfølgeren til bestselleren Trofæ.
Bogen lægger hårdt ud, med beskrivelsen af en terrorhandling
lige midt i Tivoli. En handling som slår mere end tusind mennesker ihjel. Så er
stilen lissom lagt og tempoet også for den sags skyld. Det er en bog med fart
på og den er vanvittigt spændende fra start til slut. En af den slags bøger jeg
ikke kan vente med at læse liiiige et kapitel mere i, men som jeg samtidig
ønsker ikke får en ende foreløbig. En af den slags bøger hvor siderne mere
eller mindre vender sig selv.
Endnu engang er vi i selskab med Lene Jensen og Michael Sanders.
Sidstnævnte har jeg nok et mindre crush på, så det er skønt selskab :) Steffen Jacobsen har
formået at skabe et par stærke hovedpersoner, hvilket jeg synes er vigtigt for
at skabe en troværdig og medrivende historie. Jeg savner dog stadig at vide
lidt mere om Michael Sanders som er lidt en enspænder. Jeg plejer at sige, at
jeg ikke gider alt for meget kærlighed og helst slet ingen sexscener i en
krimi, men lige i det her tilfælde, sad jeg lidt og håbede på, at der kom lidt
romance mellem Michael og Lene. Slutningen set i netop dét perspektiv, ærgrer
mig en smule. Det gør den af flere årsager, som jeg ikke kan nævne uden at
afsløre for meget :)
Alt dét er dog kun mindre detaljer i en krimi med et enormt højt tempo.
Som det måske fremgår af ovenstående, så er hovedtemaet i
Gengældelsen, terror. Terror imod Danmark. Det er beskrevet så livagtigt, at
jeg indimellem var nødt til lige at standse læsningen og lade tankerne få frit
løb - hvad nu hvis... kan det virkelig lade sig gøre? Ville det være så nemt?
Er terroristerne så langt fremme i deres udvikling af terrorvåben? Det er
skræmmende og samtidig ret vedkommende for det der sker omkring os lige nu, med
Danmark der deltager i antiterroraktioner osv. Jeg kunne ikke undgå at blive en
lille smule bange. Ja, det er bare en bog, men hvor nær virkeligheden er det
egentlig?
Hvis du har læst Trofæ og kunne li den, så må du ikke snyde
dig selv for Gengældelsen. For mig var den ikke til at slippe igen og det er en
af den slags bøger der lige skal bundfælde sig når den er slut. Steffen Jacobsen skriver ganske enkelt forrygende og i et flydende sprog, med masser af tør humor på den fede måde!
Mindre end 5 krimiperler kan ikke gøre det :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar