lørdag den 11. april 2015

Anmeldelse: Therese Philipsen - Lange sorte negle

 
Therese Philipsen er tilbage med endnu en bog i serien om Liv Moretti og Per Roland.
Denne gang arbejder de på hver sin sag, selvom den garvede krimilæser nok fra start er klar over, at sagerne selvfølgelig hænger sammen :)
Liv bliver kaldt ud til en kirke, hvor liget af en pige er fundet i en af gravene. Hun er gravet ned oven på den oprindelige kiste/urne. Ræven har gravet om natten og en kvinde får sig en ubehagelig overraskelse, da hun kommer forbi og ser pigens arm stikke op af jorden på graven. Liv opdager snart, at flere af gravene indeholder lig, som ikke hører til.
 
Samtidig får kriminalkommisær Per Roland, fint besøg fra USA. Molly Crawford fra FBI, som Roland kender fra sin tid derovre. Hun er i Danmark fordi FBI jagter en seriemorder - en mand som kidnapper helt unge kvinder, voldtager dem, mishandler dem og tilsidst slutter af med at dræbe dem. Manden har voldtaget og dræbt igennem mange mange år og nu er han i Danmark. Men hvorfor?
 
Historien har et par twists undervejs, hvilket er fedt. Plottet er egentlig helt okay og bogen er spændende og til tider også barsk. Alligevel er der et eller andet der gør, at den bare ikke er en af den slags bøger der går ind under huden, men det behøver samtlige bøger man jo heller ikke at gøre. Jeg synes den blev en anelse langtrukket til sidst. I slutningen går Liv fra at være indelukket og lidt speciel, til at være noget der minder mest om amerikansk happy ending. Det virkede på en måde lidt utroværdigt på mig. Måske især fordi jeg lige har læst "Så kommer han og ta´r dig", af samme forfatter - dog under pseudonym - den havde et helt andet tempofyldt spændingsniveau.
 
Alt i alt en god og spændende bog. 3 krimiperler får den.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar