Jeg havde hørt at denne bog skulle minde om Jo Nesbø’s Harry
Hole-bøger, så lad mig bare være ærlig og sige, at jeg var en lille smule
forbeholden. Ham Jo Nesbø løber man altså ikke bare sådan lige op på siden af
og jeg synes egentlig heller ikke det nødvendigvis er et plus at minde om ham.
Harry Hole er sig selv og ham skal man ikke sådan forsøge sig med at
efterligne. Men det er bare min mening :)
Så altså.. som sagt var jeg lidt forbeholden og det gik
egentlig også lidt trægt for mig i starten. Jeg tror det mest var skrivestilen
der forstyrrede mig til at begynde med. Det var meget talesprog og ”talte
sætninger” hvis man kan sige det sådan. Heldigvis varede det ikke ved ret længe,
eller også vænnede jeg mig bare til det. Under alle omstændigheder tog handlingen
fart sammen med spændingen og sympatien til hovedpersonen Elliot Boye, som jeg
ellers synes var lidt mærkelig til at begynde med.
Men hvad er han så for en ham Elliot Boye? Minder han så om
Harry Hole? Jeg synes det ikke. Selvom Elliot ud fra mine beregninger må være i
starten af fyrrerne, så virker han på en eller anden måde yngre. Elliot er en doven hund i den periode vi møder ham, men han er ingenlunde
fordrukken eller udslidt som Harry. Tvært imod får vi indtryk af at han ser både ung og
smart ud og det tar ham da heller ikke mange minutter at få fyret op under
gløderne og komme igang, så jeg vil mene at dovenskaben er begrænset. På den
ene side opfører han sig som en naiv og teenager, som skal reddes ud af
suppedasen og på den anden side er han hårdkogt, som en anden amerikansk strømer
der kan sine våben i søvne og kan udtænke snedige planer. En ret speciel type,
som jeg ikke helt kan finde ud af, hvor troværdig jeg egentlig synes er... alligevel er det ret svært ikke at holde af
ham :)
Ku det ikke være rart at få lidt at vide om handlingen også?
Den kommer her:
Elliot Boye er journalist. Som sagt går han og laver så lidt
som muligt da han har et skidt forhold til redaktionschefen og egentlig også
har kærestesorger. Elliot finder ved et tilfælde ud af, at PET overvåger ham.
Han er i tvivl om hvorfor, men lægger to og to sammen og når frem til, at det
kun kan være pga af én bestemt sag, han har skrevet om engang og som han har
fulgt op på for nyligt. Der er ting i Elliots fortid, som får vreden til at
ulme i ham og som får ham til at grave videre i sagen frem for at trække
følehornene til sig. I første omgang lader han ikke PET vide, at han ved de
overvåger ham. Det giver ham et forspring, men ikke særlig længe. Hvem kan han
stole på og hvem er i lommen på PET?
Et nødvendigt offer er en ganske vellykket debut. Da den
først lige var igang, var den svær at slippe igen og det er en af den slags
bøger hvor du kun skal forholde dig til en enkelt person, som du så tilgengæld
kommer til at kende ekstra godt. Helt klart anbefalelsesværdig og jeg glæder mig
til at læse mere af Finn Halfdan.
Der står på forsiden, at det er en spændingsroman, så det
ved man på forhånd når man går igang. Det lever den fuldt ud op til synes jeg,
men nu skal jeg jo vurdere den fra krimivinklen, og så savner jeg altså lidt
uhygge. Baseret på dét, lander bogen på 3 krimiperler. Men god er den!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar