Anmeldelse: Simon Toyne - Tårnet

Tårnet er 3. del i det der kaldes Ruin-trilogien. Den har været længe under vejs og jeg har glædet mig til den mindst lige så længe, for de første to i serien - Sanctus og Nøglen, var begge super gode. 

Desværre skulle det vise sig, at Tårnet var noget sværere at komme igang med. Jeg startede på den og stoppede for at læse en anden bog. Startede på den igen og havde virkelig svært ved at blive hængende ved den. Den var ganske enkelt langtrukket og kedelig og der var mange spring imellem personer og steder. Jeg havde lyst til at lukke bogen og droppe alt om den, men min nysgerrighed efter en afslutning på trilogien, var for stor. Jeg tænkte, at den da for dælen måtte blive bedre, når de to første var så gode, så jeg tvang mig selv til at hænge ved. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for selvom jeg skulle næsten 200!! sider ind i bogen før den blev spændende, så var den alligevel ventetiden værd. Spændingen kom, men ikke i samme kaliber som i de to første, men jeg fik min afslutning og jeg fik endda også tudet en lille smule hen imod slutningen.. :) 

Tårnet begynder med, at en astronomiproffessor forsvinder sporløst og nogen har destrueret alt på hans computer. Samtidig er et nedtællingssystem af en art sat igang, men ingen ved hvad det betyder. Det er i denne forbindelse, vi møder den unge Shepard, som tidligere har studeret stjernerne og rummet, men som nu er ansat ved FBI og bliver sat på sin første sag, sammen med den erfarne Franklin. Franklin gennemskuer hurtigt, at Shepherd har en hemmelighed, men Shepard holder kortene tæt til kroppen. 

Liv og Gabriel er kommet væk fra hinanden og Gabriel er blevet ramt af den dødbringende pest, som har ramt størstedelen af beboerne i byen Ruin. Han bliver bragt ind i citadellet sammen med de andre syge og døende, hvilket bringer en stor del af de tilbageværende munke, til at trække sig langt ind i bjerget og nægte at hjælpe til. En af dem, får kendskab til en profeti, som spår, at en djævel forklædt som engel, vil ankomme til citadellet. Han er overbevist om, at det er Gabriel og så tager galskaben ellers fart! 

Samtidig befinder Liv sig midt i ørkenen og det eneste hun ønsker, er at blive genforenet med Gabriel. Der sker imidlertid ting og sager i ørkenen, og folk har brug for hende for at overleve. 

Sanctus var den mest realistiske af de tre bøger, Nøglen en smule mere overnaturlig og i Tårnet topper det. På den anden side skal man nok passe lidt på med at kalde det overnaturligt, da jeg er sikker på, der findes folk derude, som tror fuldt og fast på, at den slags ting kunne ske... eller vil ske. Verden er fuld af konspirationsteorier og dette er en af dem :) 

Jeg er glad for, at jeg holdt ved og fik afslutningen på serien med, så hvis du allerede har læst de to første, så hold ud og ha tålmodighed og få slutningen med. Det betaler sig synes jeg. Meget krimi er det ikke lige, men spændende er den bestemt. 

Jeg vakler lidt mellem to og tre krimiperler, men lander på to, da bogen trods alt var lidt for længe om at komme ordentligt igang. Det er synd for en ellers helt okay bog.