Forlagets beskrivelse:
En teenagepige bliver
skudt i Nordsjælland. Kort tid efter findes en mandlig førtidspensionist dræbt
på Ærø. De to ofre er skudt med samme våben. Senere på sommeren mister en
midaldrende, kvindelig sagsbehandler fra Bornholm livet. Ingen kan se, hvad de
tre ofre har til fælles. Og hvorfor vil nogen dem til livs? Er der en
seriemorder på spil, eller ligger der noget andet bag?
Line Lyng dækker
skuddrabene for Regionalavisen Nordsjælland. Gerningsmanden slår til flere
gange. Hver gang et nyt sted i landet. Ingen kan vide sig sikker. Line har igen
fundet sammen med Jonas. De har fået datteren Frida, og Jonas har været i
alkoholbehandling. Men de destruktive mønstre fortsætter, og 41-årige Line må
give slip på drømmen om et harmonisk familieliv.
Det svageste led, er 2. del af Lotte Dalgaards serie om journalisten Line
Lyng.
Bag på bogen står der, at den blander krimigenren med en kvindes
udviklingshistorie. Jeg vil nu mene at det hovedsageligt er udviklingshistorien
der fylder og krimidelen der ligesom falder lidt i baggrunden. Jeg synes det er
synd, for plottet er egentlig ret fedt og det fortjener at der var blevet gået
mere i dybden med mordgåden. Som i første bog i serien (Tvillingesagen), synes
jeg der mangler opklaringsarbejde og gennembrud. Der findes ingen spor og hele
vejen igennem er politiet på bar bund. Opklaringen og morder, får de, i
bogstaveligste forstand, serveret og slutningen af historien ender som én stor
morale. Mordene er beskrevet spændende og medrivende. Alligevel er det Line og
hendes tanker og følelser omkring kæresten/ekskæresten Jonas, som er altoverskyggende.
For mig, som ikke kan få det uhyggeligt og blodigt nok, så bliver
denne bog lige en tand for socialrealistisk. Jeg ved der findes mange derude,
som godt kan lide at få masser af følelser med i historien og for dem er denne
bog givetvis et hit. Der er gået i dybden med Lines personlighed, som er super
godt beskrevet, så jeg hurtigt følte, at jeg kom til at kende hende.
Jeg er lidt ked af, ikke at give den flere perler end to, netop pga beskrivelserne af Line og hendes følelsesliv, men set ud fra mit krimiperspektiv, så kan det ikke blive til flere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar