Anmeldelse: Pernille Boelskov - Granitgraven

Granitgraven er på en eller anden måde en anderledes krimi. Den omhandler, som jeg ser det, mere kærlighed og fordyber sig i søgen efter slægtninge, end den er et egentligt krimimysterie. Alligevel formår forfatteren, at lægge en kold og uhyggelig hånd hen over hele historien, så jeg som læser, sad med en konstant følelse af krybende uhygge og at ingen af de mennesker Agnethe omgås, er til at stole på.

Granitgraven foregår på solskinsøen Bornholm. Her følger vi Agnethe Bohn, som er præst og lige flyttet til Bornholm, hvor hun også oprindeligt kommer fra. Inden hun er kommet rigtigt i gang, bliver hun kontaktet af en ung russisk mand, som leder efter sin bedstefar. Få dage efter deres møde, bliver manden imidlertid fundet dræbt og selvom politiet forklarer det som en del af et narkoopgør, så er Agnethe af en anden opfattelse og hun går selv i gang med at finde russerens familie. Undervejs støder hun på en masse forskellige typer mennesker, men hvem kan hun egentlig stole på?

Jeg synes rigtig godt om præsten Agnethe Bohn. Hun er beskrevet med så meget følelse, at hun hurtigt gik rent ind. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at irritere mig en lille smule over hende. Hun virker på en måde så svag og usikker og det klæder hende ikke. På den anden side er det præcist dét der gør hende så levende og heldigvis mander hun sig da også op og giver igen, hen ad vejen :)

Sideløbende med historien, følger vi med i en dagbog, skrevet af Agnethes bedstefar under 2. verdenskrig. Som sådan, har den egentlig ikke nogen betydning for bogen, men det er spændende og lærerigt og jeg bøjer hovedet i skam over, at jeg ikke vidste, at Bornholm var besat næsten et helt år længere end resten af Danmark. Pyyyw, jeg skulle vist ha fulgt bedre med i historietimerne!!

Granitgraven er en rigtig fin bog. Den har lidt af det hele. Til tider synes jeg det bliver en smule langtrukket med den søgen og samtaler med de samme personer flere gange. Den gennemgående følelse af, at nogen vil Agnethe noget ondt og muligvis snart falder hende i ryggen, overskygger det dog til dels. Bogen har et pace der gør, at man ligesom bare flyver igennem den. Generelt synes jeg bare sådan noget med kirker, menigheder og stærk tro, er en smule uhyggeligt i sig selv.

Agnethe tumler med problemer i familien, hvilket er den egentlige årsag til, at hun er vendt tilbage til Bornholm. Dem bliver der ikke løst meget op for i Granitgraven, så mon ikke der kommer endnu en bog i serien og Agnethe Bohn? Det vil jeg glæde mig til :)

For at følge med på Facebook - klik H E R :)