Jeg synes på
en eller anden måde, at Enhjørningen er svær at anmelde uden at afsløre for
meget af noget der ikke skal afsløres, før man selv læser bogen. Det er ikke en
af den slags bøger, hvor man som læser kan gætte med på hvem der har ”gjort
det”. I stedet er det højt tempo og spænding på topniveau hele vejen igennem.
Plottet afsløres drypvis og som læser, havde jeg virkelig svært ved at stoppe. Jeg
skulle hele tiden liiiige have et kapitel mere med. Overvejede endda, at tage
en fridag fra arbejde, for at få lov at læse færdig :)
Nå.. men
hvis jeg alligevel skal forsøge mig med lidt af handlingen uden at ødelægge
noget for andre, så har vi kort fortalt Michael Sander og Lene Jensen, som
ligger i skilsmisse efter Michael har været i kassen med en anden kvinde. Michael
og Lene arbejder på hver sin sag, men det står dog hurtigt klart at de er tæt
forbundne. Trods ægteskabelige stridigheder, kan de to heldigvis sætte sig selv
til side og arbejde – nogenlunde fornuftigt - sammen.
Lenes sag
handler om en ung kvinde, som findes skuddræbt i en skov. Lene
har en teori om, at kvinden er stukket af fra en nærliggende ø, som ejes af
rigmanden Bertram Monell. Samme rigmand, har Michael arbejdet for ad flere
omgange. Senest har han hjulpet ham med, at lokalisere hans døde søn.
Bogens titel
Enhjørningen, henviser til en person som er genetisk perfekt, forstået sådan,
at de har optimale evner og ingen arveanlæg for sygdomme. Altså ekstremt sjældne, som navnet antyder. Hvad ville der kunne ske,
hvis en sådan persons arvemasse, faldt i de forkerte menneskers hænder. Og så
er min mund ellers lukket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar