Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret glad for
Tess Gerritsens bøger. De plejer at være isende uhyggelige. Denne var også
virkelig god og havde sine højdepunkter, men det virker som om forfatteren har
lagt mere energi i personskildringerne her, så derfor når vi ikke helt de samme
uhyggelige højder, som i de foregående bøger i serien. Og det er et eller andet
sted også fint. Når vi ved, at vi har med en lang serie at gøre, så er det
rart, at komme helt tæt ind på livet af hovedpersonerne. Det kommer vi her. Jeg
vil dog mene, at der til tider går lidt for meget ”tissekonelitteratur” i den.
Unødvendige sex- og parforholdsscener i en krimi, bliver bare langtrukne for
mig. Det skal dog siges, at parforholdsdelen, viser sig at have betydning for senere
hændelser i bogen.
Synderen er 3. del i serien om Rizzoli & Isles. Denne
gang bliver Maura og Jane kaldt til et kloster, hvor to nonner er blevet
overfaldet. Den ene med døden til følge – den anden er overlevet ved en fejl.
Skal morderen findes indenfor murerne eller er vedkommende sluppet gennem klosterets
porte? Under obduktionen gør Dr. Isles en tragisk og temmelig uventet
opdagelse. Samtidig dukker et lig op, som er efterladt i en gammel nedlagt
restaurant. Liget har fået skåret hænder og fødder af og hvad der er sket med
ansigtshuden, skal ikke afsløres her.
Selvom Synderen ikke er helt på højde med de to foregående
bøger i serien, så er den alligevel en god og spændende bog. Plottet er ikke
voldsomt twisted eller uhyggeligt, men det var alligevel overraskende og flere
steder trak det da også lidt i mine tårekanaler. Spændingen fejler heller ikke
noget og jeg kan godt lide, at der hele tiden er gang i efterforskningen. Der
er ingen hovsaløsninger og enderne bliver bundet fint sammen til sidst.
Kunne jeg give 3½, havde den fået det, men nu får den lov at
snige sig op på fire krimiperler fordi jeg trods alt var ret godt underholdt :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar