Jeg er en af dem, som synes rigtig godt om første del af
”Bedemandsserien”. Jeg har glædet mig til fortsættelsen og været spændt på hvad
der videre ville ske for Ilka og om den, tilsyneladende lidt luskede nonne,
virkelig har rent mel i posen. Hvor den første bog, hørte til i gruppen af
bøger med lidt mere langsommeligt tempo, så er der skruet en hel del op for
tempoet i denne.
Ilka befinder sig stadig i den lille amerikanske by, Racine.
Hun har arvet sin afdøde fars bedemandsforretning, men det vil være en
underdrivelse at sige, at det ikke går så godt for forretningen. For Ilka,
betyder bedemandsforretningen heller ikke rigtig noget. Det betyder mere for
hende, at finde ud af, hvorfor hendes far forlod Ilka og hendes mor for 33 år
siden, og aldrig lod høre fra sig igen. Og Ilka kommer et godt skridt nærmere i
denne bog. Da først én dør har åbnet sig på klem med snerten af hemmeligheder,
så varer det ikke længe før skeletterne vælter ud af skabet.
Endnu engang har vi at gøre med en følelsesladet bog, men
den kombinerer i højere grad spændingen og jeg var fanget ind fra start til
slut. Jeg kan virkelig godt lide Ilka. Hun er stærk og sej, men samtidig følsom
og såret og nu også styret af hævnlyst og en stærk indre vrede. En vrede som hun - måske - har arvet fra sin far.
Jeg er fascineret af den her fortælling. Jeg synes det er
opløftende, med noget så anderledes som en krimi der har en bedemandsforretning
som omdrejningspunkt. Det er et modigt skridt at tage, af en forfatter, som
ellers har en stor fanskare til en populær krimiserie. Jeg synes det er
lykkedes til fulde og jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig igen.
Og så lige en lille afsløring – bogen slutter med en cliffhanger, som gør det
riiiigtig svært at vente på den tredje og sidste bog i serien!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar