Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil

Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.

Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK