Anmeldelse: C. J. Tudor - Dengang Annie Thorne forsvandt

Jeg ved ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at læse ”Dengang Annie Thorne forsvandt”. Jeg var ret vild med forgængeren ”Kridtmanden” og glædede mig allerede dengang til at læse den næste.

Det har jeg så langt om længe om længe fået gjort og det startede virkelig godt.

Jeg valgte at lytte til bogen, fordi jeg havde et projekt jeg så kunne lave imens. Oplæseren er god og behagelig at lytte til. Meget positiv oplevelse.

Da Joe Thorne var barn, boede han i den lille by Arnhill. Efter hans søster, Annie, forsvandt for derefter at dukke op igen to dage senere, blev intet nogensinde det samme igen. Joe forlader byen, men mange år senere, nu som voksen og med en uddannelse som lærer, modtager han et anonymt brev, om at det sker igen. At børn er begyndt at forsvinde, for så at dukke op igen. Samtidig er en tragedie sket i byen. En mor har udryddet sin familie og tilsidst sig selv. Joe ansøger om job på byens skole og flytter ind i huset hvor tragedien skete. Det er hurtigt meget tydeligt, at der er folk som ikke ønsker Joe tilbage i Arnhill.

Som sagt starter bogen yderst positivt ud. Spændende, medrivende og en af den slags bøger, hvor jeg tager mig selv i at sidde og tænke, at det er dælme er godt skruet sammen. Fedt sprogbrug og generelt bare rigtig godt gennemtænkt. En jeg-fortæller, som jeg havde svært ved at gennemskue, hvor vidt vi kunne stole på. Det kan man sjældent med jeg-fortællere, er min erfaring, med mindre forfatteren bruger det for at tydeliggøre hovedpersonens personlighed, frem for at holde hemmeligheder skjult. I Joe Thornes tilfælde føltes det mest som det sidste. Jeg kunne næsten ikke vente til vi nåede slutningen, så jeg ville få opklaret hvordan det hang sammen. 

Men så … så tager historien en drejning, som jeg synes er møgærgerlig. Forfatteren vælger simpelthen mere eller mindre, at kopiere en meget kendt historie af gysets mester himself, Stephen King. Hvilken bog det er, vil jeg ikke afsløre, men for fanden jeg synes det er ærgerligt. Historien går fra helt i top på spænding, til bum, helt til bunds fordi det udover at være en efterligning, pludselig også er en bog med overnaturlige elementer. Det havde jeg på ingen måde ventet.

Nå, men med dét sagt, så var det jo faktisk stadig en ganske god historie. Jeg skulle lige bruge lidt tid på at sunde mig over overraskelsen i genreskiftet, men da jeg lige havde sat mig ud over min irritation, så var det jo faktisk en ganske god bog. Jeg glæder mig stadig til næste bog fra C. J. Tudor. ”The other people”, er den engelske titel.